foto: ftf.dk
foto: ftf.dk

Offentligt ansatte vil inddrages på jobbet

Velfærd

03/12/14 4:11

Suleman Haider

Hele 99 procent af de offentligt ansatte ønsker at blive inddraget i udviklingen af deres arbejdsplads. Det viser ny stor medlemsundersøgelse blandt offentligt ansatte. Resultaterne viser også, at der er plads til mere indflydelse og bedre dialog.

Både folkeskolelæreren, jordemoderen, pedellen og den kommunale tandplejer vil gerne selv præge, i hvilken retning deres arbejdsplads skal gå. Og får de lov til det, får de også mulighed for at gøre et bedre stykke arbejde. Det viser en ny undersøgelse blandt over 2700 ansatte i kommuner og regioner, foretaget af Megafon. 

Hele 99 procent af medarbejderne i undersøgelsen vil gerne inddrages i udviklingen af deres arbejdsplads. Konkret svarer 76 procent, at de er helt enige i, at de vil inddrages, mens 23 er overvejende enige.

Fagligheden trives tilsyneladende bedre, når medarbejderne inddrages. På de arbejdspladser, hvor medarbejderne inddrages, oplever 74 procent ifølge undersøgelsen, at de kan udføre deres arbejde fagligt tilfredsstillende. Det oplever kun 43 procent af medarbejderne dé steder, hvor medinddragelse ikke finder sted. 

Ifølge undersøgelsen er der også en klar sammenhæng mellem god dialog med ledelsen og medarbejdernes mulighed for at gøre et godt stykke arbejde. 73 procent af de medlemmer, der er enige i, at ledelsen er i god dialog med medarbejderne, er også enige i, at de har mulighed for at udføre deres arbejde fagligt tilfredsstillende. Omvendt gælder det kun for 40 procent af dem, der arbejder et sted, hvor dialogen ikke er så god.

Lederne får valuta for pengene

"Tallene viser, at man får dedikerede medarbejdere, hvis man lytter og inddrager de ansatte i udfordringer og udvikling. Jo mere inddragelse, jo mere tilfredshed- og jo mere påtager man sig et fælles ansvar. At inddrage medarbejderne og være i god dialog giver valuta for pengene og har helt konkret betydning for udvikling af opgaven og arbejdspladsen", siger Bente Sorgenfrey.

Plads til forbedring 
Trods den store lyst til at præge beslutningerne, vurderer kun knap to ud af tre af de adspurgte i undersøgelsen, at ledelsen reelt inddrager medarbejderne i at udvikle arbejdspladsen. 

Dialogen er heller ikke for god alle steder: Tre ud af ti er uenige i, at ledelsen på deres arbejdsplads er i god dialog med medarbejderne.

Bente Sorgenfrey, formand for FTF, mener, at de arbejdsgivere, der ikke inddrager medarbejderne eller kun gør det af pligt, går glip af store muligheder for at træffe bedre beslutninger og skabe bedre kvalitet til brugerne og højere trivsel på arbejdspladsen. De arbejdsgiverne udnytter ikke den mulighed der er i at tænke medarbejderne ind som en løsning. 

"Arbejdsgiverne skal ikke give mere indflydelse og medbestemmelse til medarbejderne for deres blå øjnes skyld, men fordi medarbejderne er en ressource og en vidensbank. Det er simpelthen en vej til en bedre og mere effektiv opgaveløsning ", siger hun. 

 

 

 

Annonce