På denne skole er formanden for elevrådet 65 år

Man kan sige meget om snart 65-årige Lesly Schlabs, men nogen ung vårhare er han ikke. Snarere tværtimod. Den karismatiske formand for elevrådet har i 80’erne selv været elev på Kofoeds Skole, og han har gennem mange år haft sin faste gang i Nyrnberggade. Med andre ord: En garvet rotte i Kofoed-regi.   Nu, hvor han for længst selv har fået styr på tilværelsen, føler han derfor, at det er tid til at hjælpe de mange mennesker, der i dag er i samme situation som han selv var i tidernes morgen.   ”Jeg har mange år på bagen og kender næsten skolen som mit eget lille hjem, så jeg føler mig jo hjemme her, og efter jeg har fået et nyt liv, er jeg begyndt at give noget tilbage. Derfor fik jeg for nogle år siden blandt andet startet vores elevråd op. Dengang havde vi lige fået ny forstander – Robert Olsen – og han var meget villig til at give os lov til at gå i gang med det.

På den måde er jeg gledet ind på skolen igen og er begyndt at lave nogle aktiviteter og få sat nogle ting i gang. Jeg hjælper blandt andet eleverne med løst og fast, og det er der brug for, for Kofoeds Skole favner jo stadigvæk – som den altid har gjort – de svageste i samfundet. Dem, som har det hårdt og ikke kan finde fodfæstet i livet. Jeg har jo selv været der”, fortæller Lesly levende og engageret.       Fra elever til deltagere   Elevrådsformanden er helt med på, at de nye tider med planer om meget mere brugerinddragelse på Kofoeds Skole har bevirket, at man i fremtiden søger at komme lidt væk fra at benytte ordet ”elev”. Selv om det ikke ville klinge specielt godt at kalde hans titel for ”deltagerråds-formand”, så er der ifølge ham bestemt gode grunde til at skifte ordet ”elev”, og hvad der følger med dén titel, ud med ordet ”deltager”.   ”Da vi begyndte på den igangværende ombygning på Kofoeds Skole, besluttede vi jo, at resultatet skulle kaldes en slags ”by i byen”. For det ER det. En lille by, der ligger lidt for sig selv midt i det hele, hvor vi favner bredt og ser lidt anderledes på tingene og ser lidt anderledes ud i forhold til alt det, der er uden om os, men som nu skal til at åbne sig mere op mod omverdenen og lokalsamfundet.   Derfor har man samtidig besluttet, at det nok ikke bør hedde ”elev” fremadrettet. Det skal være ”brugere”. Det skal være ”deltagere”. Er man elev, bliver man ofte betragtet som lavere i hierarkiet end medarbejdere og lærere. Det ligger lidt i ordet, at man er stillesiddende. Passiv. En, som skal lære. En elev i traditionel forstand er ikke én, som skal give fra sig. Men det skal og gør vores elever jo. Jamen, så lad os dog kalde dem noget andet?   Deltagerne skal føle sig på lige fod med alle andre og være med til at bygge denne skole. De ER fremtiden på skolen. Det er ikke bare mennesker, som møder op og får noget undervisning og derefter går hjem igen. De er meget mere end det. Vi vil forsøge at inddrage brugerne noget mere og dermed suge alt det, vi kan ud af de brugere, som er her”, fortæller Lesly.       Hjernekapacitet gået til spilde   Skinnet kan ofte bedrage, men man skal ikke tage fejl. Ifølge Lesly er mange af stedets faste elever absolut værdige til at blive anset for andet end ”socialt udsatte borgere, der skal undervises”.   ”Der kommer rigtig mange mennesker her på skolen, der har det lidt svært og også kæmper med psykiske problemer, men som er ragende intelligente. Det har vi observeret. Vi tænker ofte: ”Det var dog et imponerende drive, de har”. Eller: ”Der er da gået noget hjernekapacitet til spilde dér”. Så har flere af dem desværre samtidig en skavank, der gør, at tingene ikke rigtig kører for dem, men inderst inde har de en masse at byde på. Sådan noget er guld værd for skolen, for de er med til at løfte det hele.

Det her skal ikke være lige som en klassisk folkeskole med kæft, trit og retning, hvor man har nogle elever siddende rankt på en stol og så ringer klokken ind til undervisning, hvorefter læreren dikterer, at ”nu gør vi sådan her”. Lad os arbejde med tingene. Lad os være fælles om det. Fælles om hele skolen. Vi er jo alle voksne mennesker”, bedyrer Lesly.   Akkurat ligesom man gerne vil have deltagerne – ja, lad os kalde dem dét fremadrettet i denne artikel – til at præge både undervisning og skolen generelt med deres viden og aktive deltagelse, så er ønsket også, at de gør deres indflydelse gældende i Leslys hjertebarn: Elevrådet. Det er dog ikke altid lige nemt.   ”Vi har jo ikke haft sådan et råd tidligere i historien, og det er relativt nyt her på skolen, så det har været svært at komme ud og synliggøre os. Det er ikke nok bare at sætte plakater op – der skal mere til. Derfor har vi også haft problemer med at hverve nye medlemmer til elevrådet. Mange af dem, som går her, er jo ikke nogen, der fra start kommer fulde af gejst. Der er tværtimod en del af dem, som ikke gider at rode med sådan noget frivilligt arbejde.   Ifølge vores vedtægter – for tingene er jo bygget fornuftigt op – så skal der være valg til elevrådet hvert år, men det har vi måttet se lidt løst på, for der er ingen idé i at sætte et stort valg op, hvis der ikke er nogen deltagere at vælge i mellem. På nogle områder har vi derfor måttet ud med fiskestangen.   Det er synd, for det kræver ikke ret meget at blive medlem. Man skal bare være ”på”, kunne hidkaldes med kort varsel hvis der opstår problemer og ellers bare deltage i vores faste møde hver måned med forstander Robert Olsen”, fortæller elevrådsformanden opfordrende.       Deltagernes talerør   Lesly er klar i spyttet, da han bliver bedt om at beskrive, hvordan han fik idéen til at starte et elevråd på Kofoeds Skole.   ”Jeg mente, at der var brug for det. Brug for at have et råd på skolen, der kunne varetage brugernes interesser. Et råd, der kan samarbejde med ledelsen og være brugernes talerør. Vores opgave er også at tage imod nye elever, hjælpe dem til at forstå de ting, der sker på skolen og så har vi også et samarbejde med vores sagsbehandler, som kan skubbe nye elever op forbi os, hvorefter vi kan vise dem rundt og ”tage dem i hånden”.   Du spørger, om man kan kalde elevrådet for en slags tillidsmand. Det er måske et meget godt udtryk at bruge om det. En tillidsrepræsentant for deltagerne”, siger Lesly.       Hvad er elevrådets største bedrift hidtil?   ”Det må være, at vi med udgangspunkt i elevrådet har fået banket et ’65+ hold’ op, der fungerer selvstændigt både driftsmæssigt og økonomisk og reelt ikke har noget med Kofoeds Skole at gøre, men som har fået lov at låne lokaler gratis her på skolen. Det er helt unikt og aldrig set før i skolens 90-årige historie, at man på den måde har banket noget op fra bunden, der fungerer fysisk på skolen, men som ikke ellers agerer i Kofoeds Skole-regi. Jeg fik idéen sammen med en, der hedder Leila, og hun sprang så ud af elevrådet og begyndte at bygge det hele op fra bunden.   Det handler om, at mange deltagere er kede af at skulle forlade skolen, når de bliver for gamle. De vil jo gerne være deltagere længere, end de må. Skolen er jo et tilbud for mennesker, i den arbejdsdygtige alder og derfor gælder tilbuddet desværre ikke længere, når man fylder 65 år.   Heldigvis ser skolen ser jo gerne, at deltagerne kommer godt afsted, når de er færdige på Kofoeds Skole, så de har været meget positive over for idéen og det er en win/win-situation for alle, at vi har fået det her op at stå. Det er også meget populært. Jeg frygter faktisk, at det snart bliver for stort til den nuværende form. Det siger jo bare noget om, hvor stor tilknytning folk føler til stedet her”, siger Lesly, som rejser sig op og stolt fremviser en række beviser på donationer, der hænger smukt i ramme på hans kontorvæg.   ”Vi har modtaget over 130.000 kroner fra diverse fonde til at drive 65+ holdet – hele balladen kører bare. Det er sgu meget godt gået, synes jeg, så det må du love mig at tage med”, opfordrer Lesly, inden han sætter sig tilbage i stolen for at arbejde videre med- og for ele….   Øh, deltagerne …