For fire år siden kunne bare tanken om at træde ind i et klasseværelse få Louise Kroghs hjerte til at galoppere og give hende lyst til at trække dynen op over hovedet.
Dengang var hun på kontanthjælp og var ved at kæmpe sig ud af langvarig depression og angst.
Det er svært at forstå, når man møder hende i dag. Hun strøer gavmildt om sig med både smil og ord, hviler i sig selv og nipper til sin iskaffe.
Læs også: Individuelle løsninger skal hjælpe flere ind på erhvervsuddannelser
Øjenbrynene snor sig i fine elveragtige sorte strøg over hendes blågrå øjne. Mange tror, at øjenbrynene er tatoverede, men faktisk tegner hun dem selv op med fri hånd hver morgen. Og de betyder noget særligt for hende.
”Jeg er ret introvert og er tit stille, når der er mange mennesker. Da jeg var yngre, følte jeg mig tit fuldstændig usynlig. Øjenbrynene gør, at folk kan huske mig, selvom jeg ikke siger så meget, og det betyder noget for mig,” forklarer hun. En fornemmelse af at være usynlig 24-årige Louise Krogh er lige nu i gang med sit sidste fag på KVUC, før hun står med en fuld hf-eksamen med flotte resultater på eksamensbeviset. Før hadede hun skolen på grund af det sociale, men har egentlig altid kunnet lide at lære og selvfølgelig skulle hun på universitetet. Men ambitionerne blev klemt. Når hun kigger i bakspejlet, har hun haft angst så langt tilbage, hun kan huske. Især social angst. I folkeskolen var hun ekstremt stille og genert og talte fx aldrig med drengene.Læs også: Voksenuddannelse som sweeperen - afgørende for politiske målsætninger
”Hvis de kom og sagde noget til mig, var jeg sikker på, at det enten måtte være fordi de ville drille, eller fordi de havde tabt et væddemål,” fortæller hun.
Mest af alt husker hun fornemmelsen af at være usynlig, stille og bange for at sige noget.
”Og når man ikke snakker så meget og ligner alle andre, så går man i ét med tapetet,” siger hun.
Fornemmelsen af at være udenfor var også selvforstærkende. Louise Krogh trak sig mere og mere ind i sig selv, og det betød også, at hun og hendes bedste veninde gled fra hinanden. I 9. -10. klasse var hun på efterskole.
Det var overvældende, men det var også en god tid, for det var her hun kom over sin følelse af usynlighed, men det var også her, hun fik sit første deciderede angstanfald.
Når man har en psykisk sygdom er "bare" det værste i verden
Louise Krogh begyndte i gymnasiet og forsøgte at holde sammen på sig selv, men angsten og de depressive tanker tog til. I 2.g måtte hun droppe ud med en depression, der kom til at vare i flere år.
Undervejs begyndte hun på HGV for at tage en boghandleruddannelse, som var hendes plan B. Men også her steg fraværet, og hun droppede ud.
”På det tidspunkt kunne jeg bare ikke fungere, og det skal man jo i vores ’survival-of-the-fittest’-verden.”
Hun forsøgte flere gange at række ud efter hjælp hos sin læge og en lærer. Men ingen forstod helt alvoren, og hun har ikke tal på, hvor mange gange folk har mødt hende med et velment ’Kom nu bare’.
”Men når man har en psykisk sygdom, så er ’bare’ det værste i hele verden. Man skal jo bare blive glad igen, bare stå op, bare lade være at bekymre sig. Men man kan jo ikke,” siger Louise Krogh. Angst og depression lagde en dyne over ambitionerne Gennem jobcenteret kom hun i kontakt med en dygtig yngre psykolog, der tog hende alvorligt. Det blev begyndelsen på en lang genopbygnings- og selvudviklingsrejse med stædighed, modighed og hårdt arbejde som brændstof. Hun kom i terapi og med i flere terapigrupper med fokus på social angst og selvværd. Og hun kom i praktik i en boghandel nogle dage om ugen. En del af selvudviklingen har nemlig været at bekæmpe angsten med små skridt ved at udfordre sig selv. ’Adfærdseksperimenter’ hedder det i den kognitive terapi. Sådan nogle giver Louise Krogh sig selv konstant også den dag i dag. Interviewet her er faktisk ét af dem. Ét andet var, da hun for snart tre år siden gik ind i studievejledningen på KVUC med sin vejleder. Det blev et vendepunkt.Læs også den personlige fortælling "Drømmene vandt over misbruget" - #storyofkvuc
”Da vi gik ud derfra en halv time efter, var jeg tilmeldt filosofi på C-niveau og kurset startede tre dage senere. Det gik så stærkt, at jeg næsten ikke nåede at tænke over det. I dag kan jeg godt se, at jeg var klar.”
Når man opdager, at man har noget at bidrag med
Fra starten på KVUC gav hun sig selv den faste udfordring, at hun skulle række hånden op og sige én ting i hver time.
”Jeg kan huske, hvor bange jeg var i den første filosofitime, da jeg rakte hånden op. Jeg var skrækslagen for at sige noget forkert,” husker hun.
Men det, hun sagde, blev rent faktisk skrevet på tavlen og de andre kursister nikkede. Og det blev den første af en række situationer, hvor hun pludselig følte, at hun havde noget at bidrage med. På KVUC har Louise Krogh haft mulighed for at tage fagene i sit eget tempo. Hun har taget et, to eller tre fag ad gangen - de fleste af fagene som fjernundervisning.på hf flex. Fjernundervisningen har gjort en forskel Fjernundervisningen har gjort en stor forskel for hende, fordi konceptet gav mulighed for at hun kunne fordybe sig i stoffet og opgaverne, når hun havde overskud. Og hvis hun har følt, at hun var ved at blive væltet omkuld af krav eller afleveringer, har der været en livline. ”Det har været ekstremt vigtigt, at jeg har haft en mentor på KVUC, som jeg kunne ringe til. Hun kender mig og ved, at jeg nok skal aflevere, og at jeg godt kan, men at jeg nogle gange bare lige skal have lidt ekstra tid, når presset bliver for stort,” forklarer hun. Fra selvindsigt til romanforfatterLouise Krogh har altid skrevet historier, og mens hun har fået det bedre og gnavet sig igennem det ene hf-fag efter det andet, har hun også skrevet mere og mere. Hun føler, at både hendes faglige og personlige rejse har løftet det, hun skriver.
”Nu er mine karakterer ikke bare flade personer i en handling, men personer med en baggrund, som jeg har tænkt nogle dybere ting ind i,” forklarer hun
Læs også den personlige fortælling "Den lige vej fra taxachauffør til socialrådgiver" - #storyofkvuc
I hendes tekster mødes fantasy, science fiction og socialrealisme, og lige nu tager det ene kapitel bare det andet. Den magiske fornemmelse af, at handlingen bare kommer, gør, at Louise Krogh nu er sikker:
”Når det bliver forår, og jeg er færdig her, så søger jeg ind på forfatterskolen. Jeg har været bange for at snakke om det, af frygt for at det ikke skulle lykkes. Men nu har jeg det sådan, at det at blive forfatter er min drøm, som jeg vil gå efter. Forfatterskolen er min Plan A+, hvis man kan sige det sådan. Og hvis ikke det går, er der altid en plan A: Så vil jeg læse engelsk på universitetet.”
Fakta om Louise:
- Født i Svendborg i 1991
- Har lidt af angst og depression siden sine teenageår
- Gik på efterskole i 9. og lidt af 10. klasse
- Gik i gymnasiet, men fik en depression og gik ud i 2.g
- Begyndte på HGV for at blive boghandler, men forlod uddannelsen på grund af for meget fravær
- Var på kontanthjælp og i praktik i en boghandel
- Begyndte på KVUC i 2013 med ét fag og har siden læst to-tre fag ad gangen.
- Er nu kun ét fag fra at have en fuld hf-eksamen
- Drømmer om at komme ind på Forfatterskolen eller læse engelsk på universitetet.
