Formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen. Foto: Kristian Brasen

Overbevisende ”ja” til OK21 fra lærerne

Overenskomstforhandlingerne er netop afsluttet for lærere ansat i kommuner og regioner. 85,7 % har stemt ja til forliget.

Dermed har et klart flertal af lærerne i Danmarks Lærerforening stemt OK21-forliget hjem, hvilket glæder chefforhandler og formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen:

”Jeg er meget glad for, at så stor en del af vores medlemmer kan bakke op om den her aftale. Vi har fra starten vidst, at det ville blive en såkaldt smal overenskomst i lyset af corona. Vi har sikret reallønnen, hvilket også var målet, da vi gik ind i forhandlingerne. Derfor er jeg meget tilfreds med, at aftalen nu er stemt sikkert og klart hjem”.

29.885 medlemmer af Danmarks Lærerforening har afgivet deres stemme ved urafstemningen. Det giver en stemmeprocent på 59,3.

”Stemmedeltagelsen er ok. Vi ønsker, at flest mulig af vores medlemmer giver deres mening til kende. I det lys ville jeg selvfølgelig ønske, at flere havde afgivet stemme. Vores medlemmer har vanvittig travlt med at håndtere genåbningen ude på skolerne, så de har rigtig meget andet om ørene lige nu”, siger formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

En væsentlig del af midlerne ved forhandlingsbordet er brugt til generelle lønstigninger. En del af den nye aftale mellem KL og LC betyder også en prioritering af særlige områder:

"Jeg er meget tilfreds med, at vi har haft mulighed for at sikre en særlig lønudvikling til udvalgte grupper, som har haft behov for et løft. Det gælder f.eks. børnehaveklasseledere i folkeskolen, vejledere, ikke-læreruddannede lærere i PPR og professionsbachelorer i ernæring og sundhed", siger formand Gordon Ørskov Madsen.

Det har desuden været muligt at sætte midler af til et særligt projekt, som skal sikre en bedre overgang fra læreruddannelsen til ansættelse i folkeskolen. En central del af aftalen er også at indhente fælles viden om kompetencebehov og muligheder for kompetenceudvikling med det formål at styrke lærernes faglige udvikling.

”I denne overenskomst har vi ikke skullet forholde os til spørgsmål om arbejdstid i nær samme grad som tidligere. Det har ellers i mange år har været en af de helt store knaster i forhandlingerne. I august sidste år parkerede vi spørgsmålet om arbejdstid på det kommunale område, da vi indgik en arbejdstidsaftale med KL. Den aftale har vi fortsat 100 procent fokus på at få ud at virke på alle skoler”, siger formand i Danmarks Lærerforening, Gordon Ørskov Madsen.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også