Foto: Shutterstock

Overvågning af flere stoffer i drikkevandet

Sundhed

26/03/2021 10:53

Theis

Miljøstyrelsens omfattende undersøgelser af sprøjtemidler i grundvandet i 2019 og 2020 giver anledning til, at drikkevandet fremover skal kontrolleres for seks nye stoffer.

Miljøstyrelsen har nu afsluttet massescreeningen af det danske grundvand for 2020.

Grundvandet er blevet undersøgt for i alt 99 forskellige stoffer 250 steder i landet. 76 af stofferne har Miljøstyrelsen ikke tidligere undersøgt for i grundvandet, hvor de 23 sidste stoffer også indgik i den første massescreening, der blev foretaget i 2019. I alt er grundvandet nu blevet undersøgt for 491 stoffer i de to massescreeninger.

Vandpanelet, et forum til drøftelse af håndtering af fund af stoffer i grundvandet, har d. 18. marts 2020 drøftet resultaterne af de sidste to års massescreeninger. På den baggrund er det besluttet, at listen over stoffer, som vandværkerne skal kontrollere drikkevandet for, fremover udvides med seks stoffer.

"Vi har testet grundvandet for markant flere stoffer, end man nogensinde har gjort før. Det er godt, så vi bliver klogere, men det er samtidig bekymrende, at vi finder nye stoffer og rester af sprøjtemidler i vores grundvand. Det viser med al tydelighed, at der behov for at styrke kontrollen og beskyttelsen af vores drikkevand. Det er fuldstændig naturligt for os danskere, at vi kan åbne for vandhanen og drikke vandet. Sådan skal det også være i fremtiden. Jeg har derfor sat gang i en kortlægning af udfordringer for vores grundvand, og senere i år skal vi forhandle en ny pesticidstrategi," siger miljøminister Lea Wermelin.

Miljøstyrelsen er i gang med at vurdere, om andre stoffer fundet i massescreeningen i 2019 og i 2020, skal med på den liste over stoffer, som vandværkerne skal kontrollere drikkevandet for. Der udestår yderligere ekspertvurderinger, og dette arbejde forventes afsluttet i slutningen af året.

Massescreeningen er en del af tillægsaftalen til pesticidstrategien 2017-21, og der er yderligere planlagt massescreeninger af grundvandet i 2021 og 2022.

Mest Læste

Annonce