Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

19.000 har allerede fået klip i år - kommer til at stige i uge 46

Politi

14/11/2022 10:50

J. Bøgen

Der kører også en landsdækkende kampagne for at få folk til at lade være med at gøre det.

I løbet af 2022 har knap 19.000 bilister allerede fået et klip i kortet og 2000 kroner i bøde for at bruge håndholdt telefon eller smartwatch, imens de kører bil.

I løbet af uge 46 (d. 14. november til og med d. 20. november) kan det tal stige betragteligt.

Politiet sætter nemlig gang i en landsdækkende kampagne, hvor der er særligt fokus på uopmærksomhed i trafikken - og det gælder altså netop trafikanter, der bruger håndholdt telefon eller skriver/taster på deres smartwatch, imens de kører.

"De fleste kender nok det med, at man har en holdning, men at man nogle gange alligevel kommer til at gøre det, som man holdningsmæssigt ikke synes er ok. Det er meget menneskeligt. Men når det drejer sig om at bruge håndholdt mobil bag rattet, så er det ikke blot dobbeltmoralsk, det er også risikabelt for ens egen og andres sikkerhed i trafikken," siger Lisbeth Sahl Bauditz, seniorprojektleder i Rådet for Sikker Trafik, i en pressemeddelelse.

Hun henviser i den forbindelse til en repræsentativ undersøgelse, Rådet for Sikker Trafik og Forsikring og Pension har fået lavet i 2022.

Her svarer 91 procent af alle bilister, at det er uacceptabelt at taste på sin telefon, når man kører bil. Alligevel er det kun 74 procent af bilisterne, der med god samvittighed kan sige, at de aldrig skriver taster på telefonen, når de sidder bag rattet.

Og det er en dødelig tendens, bogstaveligt talt. I Seks ud af ti dødsulykker i trafikken, var uopmærksomhed eller manglende orientering nemlig en del af årsagen til ulykken.

I løbet af årets første ti måneder er der blevet uddelt knap 19.000 klip i danskernes kørekort for netop at bruge håndholdt mobil bag rattet. Udover klippet giver det også en bøde på 2000 kroner.

Antallet af sigtelser fordeler sig således delt op efter politikreds:

  • Nordjylland: 1341

  • Østjylland: 1368

  • Midt- og Vestjylland: 1782

  • Sydøstjylland: 1802

  • Syd- og Sønderjylland: 1322

  • Fyn: 1116

  • Sydsjælland og Lolland-Falster: 794

  • Midt- og Vestsjælland: 1347

  • Nordsjælland: 957

  • Københavns Vestegn: 1647

  • København: 5437

  • Bornholm: 54

  • I alt: 18.967

Kilde: Rigspolitiet

Mest Læste

Annonce