Den republikanske senator, Rand Paul, nægter at stemme for hjælpepakken til Ukraine. Foto: Shutterstock
Den republikanske senator, Rand Paul, nægter at stemme for hjælpepakken til Ukraine. Foto: Shutterstock

En amerikaner står mellem Ukraine og 40 milliarder dollar

Politik

17/5/22 2:14

Jens Asbjørn Bøgen

Begge sider af det politiske system i USA støtter den enorme hjælpepakke, præsident Joe Biden vil sende til Ukraine - men en senater står i vejen for, at ukrainerne kan få den hårdt tiltrængte hjælp.

Rand Paul.

Nok ikke et navn, særligt mange danskere mindes at have hørt, men i USA er han særdeles kendt på den politiske scene - og berygtet.

Rand Paul sidder nemlig i det amerikanske senat som en af de to senatorer fra staten Kentucky. Han har før været i vælten for en række kontroversielle holdninger og handlinger, men hans seneste er måske den, der for alvor vil gøre hans navn kendt uden for USA's grænser:

Han blokerer nemlig for en gigantisk hjælpepakke fra USA til Ukraine på intet mindre end 40 milliarder dollar (282,4 mia. kr.) - og han blokerer den ene mand.

Hva' hulen foregår der?

Man kan groft sagt sige, at der er to muligheder, når et forslag skal igennem det amerikanske senat:

Hvis der er enstemmighed for et forslag, kan det stryge lige igennem.

Hvis derimod ikke er enstemmighed, går en lang række procedurer i gang, som gør vedtagelsen af forslag betydeligt mere tidskrævende.

Og da Rand Paul (som den eneste) ikke vil sige god for hjælpepakken, bliver der altså nu sat gang i et større maskineri.

Tidligere i dag, mandag d. 17. maj, afholdt senatet en uofficiel afstemning om hjælpepakken - og den blev stemt igennem med hele 81 for 11 imod.

Det betyder, at senatet har mulighed for at tilsidesætte normale debatprocedurer, hvis lovgiverne kan blive enige. Og det er så spørgsmålet, om det kan lade sig gøre.

Kendt for høgeblik på offentlige udgifter

Rand Paul er kendt for at være meget kritisk i forhold til offentligt forbrug. Derfor er hans store anke med den foreslåede hjælpepakke, at der, i hans øjne, ikke bliver ført ordentligt kontrol med, hvordan pengene bruges.

"Dette er den anden hjælpepakke til Ukraine inden for to måneder. Og denne pakke er tre gange så stor som den første. Kongressen (de to kamre af det amerikanske parlament, red.) er kun ude på at bruge og bruge," sagde Paul fra talerstolen i senatet, inden han formelt blokerede for hjælpepakken.

19. maj bliver skæbnesvanger

Oprindeligt skulle hjælpepakken have været stemt igennem i sidste uge, men det satte Rand Paul altså en stopper for.

Nu er håbet, og forventningen, at pakken kan vedtages i løbet af denne uge, og det haster da også.

D. 19. maj er der nemlig ikke flere penge tilbage i den første amerikanske hjælpepakke til Ukraine. Og hvis den nye pakke ikke bliver vedtaget inden den dag (torsdag), vil det blive mere end almindeligt svært for amerikanerne og deres allierede at få udstyr, våben og andre ressourcer frem til de hårdt trængte ukrainere.

Annonce