Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Hæver skattefradraget: Nu ryger det op på 7000 kroner

Politik

28/03/2023 10:07

J. Bøgen

Ifølge regeringen gøres det for at styrke den danske model.

Det er ikke ligefrem en nyhed, at forholdet mellem fagbevægelsen og SVM-regeringen kan måles i minusgrader for tiden.

Hele sagen omkring afskaffelse af Store Bededag har nemlig skabt en dyb kløft mellem de to parter, og det har endda resulteret i, at flere fagforeninger rundt om i landet har fortalt socialdemokratiske politikere, at de ikke er velkomne til at tale i anledning af Arbejdernes Internationale Kampdag d. 1. maj.

Men Socialdemokraterne, Venstre og Moderaterne ser nu ud til at forsøge sig med en udstrakt hånd for at få forholdet til fagbevægelsen tilbage på ret køl.

Regeringen foreslår nemlig nu at hæve skattefradraget for faglige kontingenter, så man fremover skal kunne trække 7000 kroner fra i skat hvert år. I dag kan man trække 6000 kroner fra.

Det siger skatteminister Jeppe Bruus (S) til Finans.

Vil styrke den danske model

Ifølge skatteministeren skal forslaget ses som en hjælpende hånd til både fagbevægelsen og den almindelige dansker.

Håbet er nemlig, at det øgede fradrag vil få flere danskere til at organisere sig i fagforeninger, hvilket vil give en styrkelse af den danske model, hvor det er arbejdsmarkedets parter, der forhandler overenskomster på plads.

Samtidig skal det øgede fradrag også ses som en skattelettelse, fordi det netop bliver muligt at trække et større beløb fra, så den almene dansker får flere penge mellem hænderne.

Formand for HK, Anja C. Jensen, siger, at forhøjelsen af fradraget er en anerkendelse af fagforeningernes rolle i den danske model, men at det "på ingen måder" kompenserer for den mistede helligdag.

HK er Danmarks næststørste fagforening målt på medlemstal. Per 1. januar 2021 var der, ifølge HK's egne tal, mere end 226.000 medlemmer.

Mest Læste

Annonce