Kristian Thulesen Dahl stiller ikke op for Dansk Folkeparti ved næste valg. Foto: Steen Brogaard, ft.dk
Kristian Thulesen Dahl stiller ikke op for Dansk Folkeparti ved næste valg. Foto: Steen Brogaard, ft.dk

Kristian Thulesen Dahl stiller ikke op for DF til næste valg

Politik

17/06/2022 09:15

J. Bøgen

Rygterne har svirret længe, men nu bekræfter den tidligere formand det selv: Han stiller ikke op for Dansk Folkeparti ved det næste folketingsvalg.

Der har været snakket mangt og meget om Kristian Thulesen Dahls fremtid i Dansk Folkeparti.

Men nu har den tidligere formand selv bekræftet det, mange har tænkt: Efter 26 år som medlem af Dansk Folkeparti, stiller Kristian Thulesen Dahl ikke op for partiet ved det kommende folketingsvalg.

Det siger han i et interview med Radio4.

Der har på det seneste været en lang række interne stridigheder i partiet, og Thulesen Dahl har selv været kritisk. For eksempel da partiet offentligt begyndte at snakke om, at Thulesen Dahl kunne have flere ordførerskaber end det ene, han besidder nu.

Ifølge Thulesen Dahl burde den dialog have været holdt internt.

Åbner for parti med Inger Støjberg

Den tidligere formand fortsætter i Dansk Folkeparti indtil valget, men derefter er det ikke til at sige, hvad der skal ske.

Thulesen Dahl bringer selv et muligt nyt parti med Inger Støjberg på bane i interviewet med Radio4, men han fortæller dog ikke noget konkret.

Ifølge politisk redaktør for Avisen Danmark, Casper Dall, vil det være et oplagt træk for den tidligere DF-formand:

"Han er en gave til et Inger Støjberg-parti. Han kan alt det, hun ikke kan. Han er helt nede i detaljerne i den økonomiske politik, mens hun er mere stærk i det værdipolitiske. Hun er galionsfiguren, mens han er den, der får maskineriet til at fungere", siger han til TV2.

Mest Læste

Annonce