Ældre indvandrere forsvinder fra jobmarkedet

Velfærd

04/12/2012 11:30

Danmarks Statistik

Jo ældre borgerne i Danmark bliver, desto større bliver forskellen i beskæftigelsesfrekvensen mellem personer med dansk oprindelse og ikke-vestlige indvandrere. Den største forskel findes hos de 50-59-årige, hvor mænd med dansk oprindelse har en beskæftigelsesfrekvens, der er 36 procentpoint højere end mandlige indvandrere fra ikke-vestlige lande. Hos kvinderne er forskellen hele 41 procentpoint.

Det er nogle af konklusionerne i publikationen Indvandrere i Danmark 2012, som udkommer i dag. Her kan du blandt meget andet også læse:

- Ikke-vestlige indvandrere udgør 7 pct. af hele den 16-64-årige befolkning. I aldersgruppen er deres andel af 16-64-årige på offentlig forsørgelse 10 pct., men deres overrepræsentation er særlig stor blandt kontanthjælpsmodtagere, hvor 22 pct. er ikke-vestlige indvandrere.

 - Blandt ikke-vestlige efterkommere er kvinderne en anelse foran mændene, når man ser på beskæftigelsesfrekvensen i 2011. For kvinderne var den 53,7 pct., mens den var 53,5 pct. for mændene.

 - Personer med dansk oprindelse ejer oftere bil end indvandrere. Således er 48 pct. med dansk oprindelse i aldersgruppen 18-69 år bilejere, mens tallet er 28 pct. for indvandrere med vestlig baggrund og 30 pct. for indvandrere med ikke-vestlig baggrund.

 - Indvandrere fra Tyrkiet topper listen over ikke-vestlige indvandrere i aldersgruppen, der ejer bil, med 43 pct., tæt fulgt af indvandrere fra Libanon og Sri Lanka, begge 42 pct.

 - Ældre ikke-vestlige indvandrere har i gennemsnit en lavere disponibel indkomst end både personer med dansk oprindelse og vestlige ind­vandrere, og mange af dem er i risiko for fattigdom.

Mest Læste

Annonce