Foto: Shutterstock

Regeringen med nyt udspil: Vil tiltrække vaccineproduktion til Danmark

Vacciner er helt centrale, når det handler om at håndtere COVID-19, og for at vi kan holde samfundet så åbent som muligt.

Danmark skal fremadrettet være i stand til at vaccinere og genvaccinere den danske befolkning, når det er nødvendigt. Derfor vil regeringen indlede en markedsundersøgelse for at afsøge mulighederne for at etablere vaccineproduktion i Danmark.

Den globale COVID-19-pandemi har gjort det klart, at der er behov for at styrke vaccineberedskabet og forsyningssikkerheden i Danmark, i resten af Europa og globalt. En vaccineproduktion i Danmark kan give os en større forsyningssikkerhed og bidrage til, at vi kan undgå nye nedlukninger af samfundet.

Regeringen ønsker derfor at etablere et samarbejde med en kommerciel partner om vaccineproduktion i Danmark og har nu besluttet at tage det første skridt hen imod et udbud. I dag igangsætter regeringen derfor officielt en såkaldt markedsundersøgelse.

Markedsundersøgelsen skal give klarhed over hvilke virksomheder, der kunne være interesserede i at byde ind på opgaven, samt hvilke krav – både teknologiske og økonomiske - der vil kunne stilles til virksomhederne i udbuddet. Regeringens udgangspunkt er, at produktionen skal baseres på den bedste tilgængelige teknologi, hvilket aktuelt vurderes at være den såkaldte mRNA-teknologi.

Vaccineproduktion er kompleks og baseret på internationale værdikæder. I markedsundersøgelsen skal det derfor bl.a. afdækkes, hvor stor en del af produktionen, der kan placeres i Danmark.

Erhvervsminister Simon Kollerup:

”Regeringen har haft en god dialog med den stærke danske life science-branche, og det har givet anledning til at tro på, at der er interesse blandt vaccineproducenter for at etablere produktion i Danmark. Derfor ser jeg frem til den kommende markedsundersøgelse, hvor vi i dialog med interesserede vaccineproducenter vil vende mulighederne for vaccineproduktion i Danmark.”

 Sundhedsminister Magnus Heunicke:

 ”Vacciner er et helt afgørende våben til at kontrollere epidemier. COVID-19-epidemien har lært os, at vi er nødt til at stå stærkere på dette område, og derfor er det vigtigt, vi undersøger muligheden for en dansk vaccineproduktion. Vi skal være sikre på, at vi er rustet og klar til hurtigt at genvaccinere befolkningen, så vi kan forhindre smittespredning af COVID-19 i fremtiden.”

Regeringen vil, når markedsundersøgelsen er gennemført, og efter drøftelse med partierne bag genåbningsaftalen af 22. marts 2021, tage stilling til igangsættelse af et egentligt udbud.

Læs om markedsundersøgelsen her: Link

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også

  • 06.05.21 Sundhed
    Nyt studie offentliggjort om bivirkninger efter AstraZeneca-vaccination

    I et dansk-norsk samarbejde har forskere vist en let øget forekomst af sjældne, men alvorlige typer af blodpropper i hjernen samt en generelt øget forekomst af venøse blodpropper (blodpropper i venerne) efter vaccination med AstraZeneca-vaccinen. Risikoen for den enkelte vaccinemodtager vurderes fortsat at være meget lav.

  • 04.05.21 Sundhed
    Sundhedsstyrelsen løfter sløret: Ny vaccine-melding

    Da der er god kontrol med COVID-19 epidemien i Danmark og god fremdrift i vaccinationsudrulningen med andre tilgængelige vacciner, har Sundhedsstyrelsen besluttet at fortsætte det nationale vaccinationsprogram uden at bruge COVID-19 vaccinen fra Johnson & Johnson.

  • 27.04.21 Sundhed
    Børn mangler viden om vacciner

    Danske skolebørn føler sig ikke godt nok klædt på, når det gælder viden om vacciner. Samtidig har størstedelen af eleverne svært ved at skelne rigtige nyheder fra fake news. Det viser en ny undersøgelse foretaget af analyseinstituttet YouGov.

  • 26.04.21 Sundhed
    Rigshospitalet får nyt middel i kampen mod corona

    Som det første hospital i Danmark har Rigshospitalet fået en autonom desinfektionsrobot UVD Robots fra fynske Blue Ocean Robotics som en donation fra EU-kommissionen. Teknologien gives som led i bekæmpelsen af hospitalsinfektioner, Covid-19 og andre smitsomme mikroorganismer på hospitalerne

  • 23.04.21 Sundhed
    Nyt om corona-passet: Positiv test giver immunitet

    Den 21. april trådte nye coronapasregler i kraft, hvor personer, som tidligere har været smittet, nu er at betragte som immune i 14-180 dage efter en positiv test.