Foto: Shutterstock

Regeringen vil beskytte havets vilde natur

Bæredygtighed

29/03/2021 10:57

Theis

19 områder i havet omkring Danmark bliver nu beskyttet, så vi går fra ca. 19 procent beskyttelse på havet til med de nye områder at beskytte ca. 30 procent. I 12 af områderne vil der for første gang være streng beskyttelse af livet i havet. Samtidig udpeges 6 nye fuglebeskyttelsesområder på mere end en million hektar

Søfjerens vejren på havbunden. Marsvinets mulighed for uforstyrret at boltre sig. Havlittens fugleflugt over danske farvande. Alt sammen liv, der kræver ro og plads. Nu tager regeringen et vigtigt skridt for netop at skabe bedre vilkår for den vilde natur i havet.

Regeringen vil udpege 13 områder i Nordsøen og i Østersøen omkring Bornholm som beskyttede havstrategiområder. Det betyder, at blandt andet bundslæbende fiskeri, råstofindvinding, havbrug og klapning bliver forbudt i områderne. De beskyttede havstrategiområder sendes i høring og skal senere indgå i et indsatsprogram for Danmarks havstrategi og kommer til at indgå i forslag til havplanen.

"Livet i havet er under pres. Vi skal gøre mere for at passe godt på den natur, som ikke lige er til at se under havets overflade. Lige fra molboøsters til småplettede rødhajer og fiskebestande. Her spiller beskyttede områder en vigtig rolle. Nu kommer regeringen med en ambitiøs plan for nye beskyttede områder på havet, og for første gang nogensinde også strengt beskyttede områder med ekstra plads til naturen og biodiversiteten," siger miljøminister Lea Wermelin.

Med de nye havstrategiområder i Nordsøen og den centrale Østersø bliver der for første gang udpeget havområder i Danmark med streng beskyttelse. De strengt beskyttede områder vil udgøre 4,1 procent af Danmarks havområder, og her vil være et totalt forbud mod fiskeri.

De beskyttede områder betyder, at særligt livet ved havbunden ikke bliver forstyrret, og at arter som søfjer, fisk og marsvin får bedre vilkår.

Danmark er et vigtigt stop for trækfugle
Der udpeges også seks nye marine fuglebeskyttelsesområder, som kommer til at indgå i forslag til havplanen.

Danmark er et betydningsfuldt land i forhold til trækfugle og ligger meget centralt på vigtige ruter for mange trækfugle.

"Danmark er vigtig ikke bare for de danske fugle men for verdens fugle, fordi vi er et centralt stop på mange trækfugleruter. Der er tidligere blevet gjort alt for lidt for at beskytte trækfuglene. Nu vil regeringen udpege områder, så vi kan passe bedre på fx ederfugle og havlit. Så store fuglebeskyttelsesområder er der ikke blevet udpeget på én gang i årevis," siger Lea Wermelin.

Fuglebeskyttelsesområderne kommer til at ligge i Flensborg Fjord, Sejerøbugten Smålandsfarvandet, i det nordvestlige Kattegat, ved Rønne Banke og i Skagerrak. Det betyder, at myndigheder som udgangspunkt ikke kan give tilladelse til aktiviteter i området, der kan skade fuglene.

Mest Læste

Annonce