Jeg har stor international berøringsflade, og når jeg fortæller om det danske system til mine internationale kollegaer, er den første reaktion normalt, at vores system med gratis undervisning på universiteterne er fantastisk. Og det er det også! Imidlertid er der også en bagside af medaljen i et system, som kun tillader offentligt finansierede universiteter, og hvor adgangskravet til de forjættede universiteter helt overvejende er et eksamensgennemsnit fra gymnasiet eller HF. Danmark kan kun overleve i den internationale konkurrence, hvis vi satser markant på uddannelse og forskning, og det kommer ikke af sig selv. Vi skal have fat i de bedste og få dem gennem de rigtige uddannelser og bagefter give dem arbejdsforhold, som muliggør, at Danmark kan vokse.
Adgangssystemet skaber ulighed
I et system, som styres af rammebevillinger finansieret over skatten, vil der være et forud defineret antal studiepladser. Man har så valgt at styre adgangen til studiepladserne ved at se på karakter-gennemsnit fra gymnasiet eller HF. Flere uddannelser har nu et så højt karakter-krav, at vi fremdyrker en speciel type studerende, nemlig dem der arbejder meget intenst med nøjagtig de aktiviteter, som kan give en høj karakter, og fravælger aktiviteter som kan udvide horisonten og give personlig modenhed. Man taler om de såkaldte ”12-tals-piger” som eksempel på denne type studerende. Det selvfølgelig strengt og uretfærdigt og mange gange helt forkert, men der kommer sjældent røg, hvis der ikke er en brand. Så der er nok noget om snakken.
Dette er specielt i gymnasiet et problem, idet gennemsnittet også influeres af de såkaldte årskarakterer og ikke kun af præstationen ved eksamen. HF har ikke årskarakterer, og karakteren her afspejler derfor nok mere den reelle viden og færdighed fremfor på gymnasiet, hvor en række psykologiske faktorer også kan spille ind, når gymnasie-eleven skal opnå en høj årskarakter. Det er velkendt, at man kan opnå en højere årskarakter, hvis man f.eks. er meget aktiv i timerne fremfor at være den stille type, selvom begge kan være lige dygtige. Der er selvfølgelig massevis af undtagelser fra en sådan generalisering, men det generelle indtryk er, at vores adgangssystem til universiteterne fremelsker en speciel type studerende, og det er nok ikke i samfundets interesse at ensrette mennesketypen så meget til de videregående uddannelser.
Der er på gymnasier og HF også elever, som af forskellige grunde ikke præsterer optimalt i eksamenssituationen, og derved forsvinder dømmestudiet også. Man starter måske så på et studie, som man ikke rigtig brænder for, og samfundet går derved glip af en genial læge, en genial jurist, eller en genial hvad som helst, blot fordi vores adgangskrav til universitetet ikke formår at indfange de bedste studerende til det pågældende studie. Og bedst betyder ikke nødvendigvis den bedste karakter. Jeg har en hel del professorkollegaer, som samstemmende indrømmer, at de aldrig var blevet optaget på lægestudiet, hvis der dengang var adgangskrav som i dag. Vi bliver derfor nødt til at nytænke hele området, så vi giver mulighed for langt flere at komme ind på deres drømmestudie.
Vi går måske glip af genierne
Hvad med den lidt kiksede gymnasie-elev, som ikke markerer sig tydeligt i hverdagen, men som alligevel kan være genial, have et stort menneskeligt udsyn og stor personlig kvalitet. Ham eller hende vil vi også gerne have plads til på universitetet, men hvis årskarakteren bliver for lav, forsvinder drømmestudiet. Tænk bare på Albert Einstein, Niels Bohr, H.C. Andersen, Charles Darwin, Walt Disney, Winston Churchill, Leonardo da Vinci, Goethe og Rudolf Steiner, som efter sigende var ordblinde, og derved ikke kunne opnå gode eksamensgennemsnit. Vi skal give meget bedre og lige adgang til universiteterne, så der også bliver plads til vore dages Niels Bohr, dvs. en genial person trods et lavt gennemsnit fra gymnasiet eller HF.
Eliteforløb fra studiestart og til kandidateksamen
Syddansk Universitet har etableret såkaldte eliteforløb, hvor den studerende forventes at gøre en ekstra indsats og så til gengæld kommer i tæt kontakt til forskere og får mulighed for selv at forske under studiet. Denne ordning er i den nuværende form tiltænkt kandidatdelen af studiet. Hvorfor ikke udvide sådanne eliteforløb helt ned til før optagelsen på studiet, og derved have særlige optagelseskrav til en lille gruppe af specielt talentfulde studerende? På denne måde vil man kunne rekruttere fremtidens nobelprismodtagere, også selvom de måske ikke har kunnet opnå et højt gennemsnit i gymnasiet.
For mange optages i kvote 1
Der optages kun en brøkdel i den såkaldte kvote 2 i forhold til kvote 1, f.eks. ca. 10% kvote 2 og 90% kvote 1 på medicinstudiet i København. I kvote 1 optages man udelukkende på sit karaktergennemsnit fra gymnasiet eller HF, mens man i kvote 2 optages efter, hvor motiveret man er. Der indgår på nogle af universiteterne også en optagelsesprøve, men reglerne varierer rundt i landet.
Hvorfor ikke vende det hele på hovedet og optage f.eks. 10% i kvote 1 og 90% i kvote 2 baseret på en række tests, og med mulighed for at vægte specielle færdigheder? Eller man kunne være så modig, at man gik tilbage til fri optagelse som i gamle dage og så med indlagte stopprøver på de første par semestre? Det er muligvis for drastisk, men min opfordring er blot, at der skal nytænkes, så vi giver langt flere mulighed for at tage en universitetsuddannelse, hvis de er motiverede og dygtige nok til at gennemføre det. Og det afspejles ikke altid i et gennemsnit fra gymnasiet eller HF.
Private universiteter
Allerede i 2009 luftede daværende videnskabsminister Helge Sander tanken om at tillade private universiteter i Danmark. Oplægget var imidlertid, at et privat universitet skulle modtage støtte fra det offentlige og derved indirekte tage midler fra de offentlige universiteter. Dette skabte en del uro, bl.a. fra Danske Studerendes Fællesråd (DSF).
DSF fremførte, at hvis et universitet modtager taxameterpenge fra staten, kan man ikke samtidig opkræve et deltagergebyr. Dette giver udmærket mening, så konsekvensen bør være, at et privat universitet ikke bør modtage støtte fra staten men udelukkende finansieres af studenternes betaling for at studere og af midler fra sponsorer, kontraktforskning m.v. Denne model kendes fra mange højprofilerede udenlandske universiteter, som klarer sig fænomenalt bl.a. med produktion af en lang række nobelprismodtagere.
Den sædvanlige kritik i socialdemokratiske Danmark er, at så er alle ikke lige, dvs. kun de rige har råd til at gå på et privat universitet. De skal dog ses i et helt andet lys. Det skal ses som et supplement til vores i øvrigt fremragende offentligt finansierede universiteter, og formålet er netop at øge mulighederne for en universitetsuddannelse for dem, der måske ikke lige passer ind i det nuværende system. Det skal være et supplement for at øge mulighederne og derved øge den personlige frihed til at vælge den uddannelse, man drømmer om.
For nogle vil det betyde egenfinansiering, som så senere skal betales tilbage, men det gør man jo allerede i andre brancher. Hvis man f.eks. i dag vil være pilot, skal man personligt finansiere i størrelsesordenen 500.000-1.000.000 kroner. Og slap nu bare af – jeg ønsker ikke, at al uddannelse i Danmark skal selvfinansieres og være privat. Det private alternativ skal blot være en mulighed man kan vælge, hvis man vil. Det skal være et supplement til det offentlige system. Nøjagtig ligesom privathospitaler er et supplement til de offentlige hospitaler. Det samme skal være muligt for uddannelserne, hvor et privat alternativ kan være et supplement til de offentlige universiteter.
Konklusion
Der er ingen løsninger, der ordner samtlige problemer på en gang, men vi kan skrue på flere håndtag for at komme nærmere målet, som er en nemmere adgang til drømmestudiet for alle – også dem uden 12 i gennemsnit. Der er fordele og ulemper ved alle modeller, så før man beslutter sig, vil det være en fornuftig opgave for ministeriet at analysere de forskellige muligheder grundigt og herefter komme med en national anbefaling. I den nuværende model risikerer vi at udelukke talenter fra visse uddannelser, og det er Danmark på ingen måde tjent med på sigt.
