Sæt kræfterne fri

Jeg tror vi skal gå mod et fysisk miljø, som har flere fascinerende knaster og fremspring, mod en arkitektur og designproces som ikke er funktions- og regelbunden. Vi skal stimulere det fysiske miljøs kvalitative aspekter over en bred kam, der ikke laver skilning mellem det normale og det anderledes. På den måde sættes kræfterne fri – det kommer til at handle om kvalitet generelt og for alle – ikke regulering og pedantisk kontrol af checklister om handicap.

Af Claus Bjarrum, arkitekt MAA

Min gode samarbejdspartner i Vejdirektoratet Jens Pedersen fik mig provokeret med sin pointe: ”……, at vi skal udbrede kendskabet om tilgængeligheds-løsningerne. Vi skal bevidstgøre fagfolket om, at disse løsninger ikke behøver at være fordyrende eller være på kant med projekternes kvalitet – ej heller den arkitektoniske kvalitet - . Og vi skal være bedre til at slå på tromme for at ”tilgængelighed for alle” er til gavn for os alle.”

Som privat praktiserende arkitekt og tidligere ansat i DSB, vil det nærmest være et eklatant selvmål, at gå imod dette politisk korrekte citat. Men måske er der behov for at være kritisk over for al denne pænhed og alle disse velmente udsagn… For hvor fører de egentlig hen?

Bliver tilgængeligheden egentlig bedre af al denne detailregulering? Bliver vores fysiske miljø overhovedet bedre af alle disse velovervejede bindinger? Fører de ikke bare til en hel masse omkostningsfordyrende urimeligheder og kedsommelige, forudsigelige fysiske og visuelle miljøer, hvor intet er markant, intet er besværligt, alt er slebet til og poleret, så vi kan spejle os i vores egen fede selvforståelse og tolerance?

Er det ikke en helt anden vej, vi skal gå – imod større spænding, mere pirrende oplevelser, mod et fysisk miljø, som har flere fascinerende knaster og fremspring, mod en arkitektur og designproces som ikke er funktions- og regelbunden, men udtryk for større sanselighed og stoflighed, og som rummer mere skønhed og kvalitet? Det lyder banalt, men lad os stimulere det fysiske miljøs kvalitative aspekter over en bred kam, der ikke laver skilning mellem det normale og det anderledes.

Utallige kravspecifikationer 

Tilgængeligheds- og handicapforhold var helt op til sidst i 60’erne nærmest en by i Rusland. Ikke noget man talte om - snarere et levevilkår. Man hjalp hinanden, solidariteten var stor – alle havde tid til at give en hånd med. Men i takt med velstand fulgte selvtilstrækkelighed og væren sig selv nok. De, som havde det svært, blev identificeret og der blev lovgivet og reguleret. Bygningsreglement og SBI- anvisninger blev udarbejdet. Nu skulle der være lov og orden – intet føleri.

Og så blev der ellers reguleret med præcise mål på handicapramper, størrelser på elevatorer og lys ved hoveddøren, håndlistens diameter, højdeforhold mellem stuegulv og terræn, bredder på reposer og svingningsradier for kørestole på offentlige toiletter, bredde på parkeringspladser for handicappede… Kravspecifikationerne blev utallige gennem årene, minutiøst detaljerede og formuleret som minimumskrav. I virkeligheden er det jo dybt pinligt, at byggeriets professionelle parter ikke blot integrerer disse ting med den største selvfølgelighed i alle byggerier.

Men hvad værre er: Der er jo ingen som helst garanti for, at alle disse krav og specifikationer overhovedet fører til et kvalificeret resultat, selv om man har taget højde for det hele. Den slags minimumskrav har det jo desværre med at blive det maksimalt opnåelige. Så i forhold til det generelle bygningsreglement er det derfor efterhånden længe siden, man forlod de minutiøse specifikationer med mål- og funktionskrav i forbindelse med indretning af byggeri. Forbi er 50’ernes pedantiske beskrivelser af køkkenbordsafstande, sengebredder, dimensionering af spisepladser og legearealer. I stedet er opstillet kvalitative mål, som byggeriets parter skal leve op til, ud fra en erkendelse af, at uddelegering af ansvar skaber engagement og udvikling, men vel også fordi al den regulering blot fører til kedsommelighed.

Og hvorfor ikke gøre det samme inden for tilgængelighedsområdet? Lad os sætte kræfterne fri!

At opleve arkitektur

Det er snart mange år siden, Professor Steen Eiler Rasmussen skrev sin lille bog om ”At opleve Arkitektur”, om at se og høre arkitekturen. Om arkitektur som en totaloplevelse, der involverer alle sanser. Dybest set er tilgængelighedsproblematikken et spørgsmål om styrken af vore sanser eller om manglen på dem. Derfor må det gode byggeri, det gode rum og det fysiske miljø tilrettelægges i forhold til, at når vi svækkes på nogen sanser, er der behov for, at andre sanser stimuleres kraftigere.

Prøv at tænke på, hvad det især er, som præger gode huse og spændende bymiljøer. Det er særligt de bløde værdier og i ringe grad alt det, som kan måles og vejes. Det gode rum er ikke kun et spørgsmål om kvadratmeter eller kubikindhold, men et langt mere sammenvejet kompleks af sanselige faktorer. Tænk på, hvor stor betydning det akustiske miljø har for vores orienteringsevner og for stemningssætningen af et rumligt forløb. Oplev, hvor ubehagelig den forkerte lyssætning af en samtale- eller læsesituation kan være, hvor din samtalepartner sidder i totalt modlysmørke, eller hvor du blændes af lysets refleksion i det hvide papir. Eller, hvordan det, at gå ned af en trappe, kan være som en udmarvende konditionspræstation, i stedet for en fejende, præsenterende dans, hvor den bløde glatte håndliste fører dig, eller hvor trinforkanten er ru og sikker mod dine fødder. Eller hvordan materialets egenskaber har betydning for, hvor du står, eller hvordan du forholder dig til rummets vægge – helt forskelligt, om materialet er porøst og varmt eller koldt og hårdt. Eller hvordan en samtale kan føles befriende eller ”trykket”, bestemt af rummets volumen og dets vandrette og lodrette udstrækning. For slet ikke at tale om den tankerække af følelser og erindringer, som f.eks. rummets dufte skaber. Alle disse forhold er helt afgørende for vores bevægelse og orientering i rummet, for vor perception, for evnen til at se og skelne eller at forstå det vanskeligt hørbare. Og hvad alle disse forhold angår, er det vel i virkeligheden kun gradsforskelle, som adskiller mennesker uanset, om de har større eller mindre handicap.

Alle de nuværende reglementer, anvisninger og bestemmelser skal omdannes til - frem for alt - at beskrive kvalitative krav, som det gode byggeri skal leve op til. Og, på samme måde som tankegangen bag det nuværende bygningsreglement, i stedet lade den gode bygherre og hans kvalificerede rådgiveres iderigdom og kreativitet komme til udfoldelse i udvikling af løsninger på tilgængelighedsproblematikken. På den måde sættes kræfterne fri – det kommer til at handle om kvalitet generelt og for alle – ikke regulering og pedantisk kontrol af checklister om handicap.

Hvis vi skal nå dertil, kræver det omstilling af den tankegang, som præger samarbejdspartnerne inden for byggeri og planlægning. På den ene side skal vi holde op med kræve eller udarbejde specifikationer af alt, ned til mindste detalje. På den anden side skal vi skabe bevidsthed om, at tilgængelighedskrav er helt naturlige, generelle kvalitetskrav, som med selvfølgelighed skal indarbejdes i byggeri og planlægning overalt og hele tiden.

Min konklusion er, at hvis vi gør det, fører det uundgåeligt til mere interessante, sanselige huse og oplevelsesrige bymiljøer – som derfor også bedre kan understøtte de medborgere, der har særlige behov.

Stafetten går til Katrine Lotz

Denne erkendelsesomstilling kommer ikke af sig selv, men må startes op allerede under uddannelsen af byggeriets parter. Det er på denne baggrund, jeg spørger den kommende institutleder ved Arkitektskolen i København, lektor, arkitekt MAA, Ph.d. Katrine Lotz om, hvad Arkitektskolen kan gøre, for at fremme en større bevidsthed om tilgængelighedsproblematikken hos fremtidens arkitekter.

 

Emneord: Stafetten, Claus Bjarrum, Handicap, Arkitektur, Tilgængelighed, Katrine Lotz, Design, Miljø

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også