Foto: Shutterstock

Så mange millioner mundbind bruges hver dag i Danmark

Hver eneste dag bruges der millioner af mundbind i Danmark.

I årene 2020 og 2021 forventes det, at danskerne vil bruge omkring 2,4 milliarder mundbind. Det fortæller Miljøstyrelsen tirsdag i en ny kortlægning, som styrelsen står bag. 

"COVID-19-pandemien og kravet om brug af mundbind flere steder i det offentlige rum har medført et stærkt øget forbrug af engangsmundbind."

I november sidste år igangsatte Miljøstyrelsen en kortlægning af brugen og affaldshåndteringen af engangsmundbind i Danmark.

Kortlægningen er nu færdig, og den viser, at hver dansker i gennemsnit bruger ét engangsmundbind om dagen. Der bliver derfor brugt cirka fem millioner engangsmundbind pr. dag, hvilket svarer til 1.825 millioner engangsmundbind pr. år. På baggrund af blandt andet de tal estimeres det, at der vil blive brugt omkring 2.400 millioner engangsmundbind samlet for 2020 og 2021, oplyser Miljøstyrelsen i en pressemeddelelse. 

Kortlægningen er udført af Teknologisk Institut og er baseret på importørers og virksomheders oplysninger samt interviews med 1.550 borgere fra et repræsentativt e-panel. Undersøgelsen er behæftet med en vis usikkerhed på grund af markedssituationen, ufuldstændige oplysninger fra de relevante aktører og den almindelige usikkerhed i surveys.

Langt de fleste mundbind ender i skraldepanden

Ud over opgørelsen af den samlede mængde engangsmundbind viser kortlægningen, at størstedelen af de interviewede borgerne smider deres brugte engangsmundbind i skraldespanden til almindeligt restaffald, hvilket ligger i tråd med Miljøstyrelsens anbefalinger.

Miljøstyrelsen anbefaler, at udtjente engangsmundbind bortskaffes som restaffald, da genanvendelsen blandt andet er udfordret ved, at kasserede engangsmundbind er forbundet med en smitterisiko. Dertil kommer, at der er en begrænset interesse i markedet for genanvendelse af mundbind.

37 procent af de adspurgte i undersøgelsen svarer, at de i høj grad har oplevet, at der bliver smidt engangsmundbind på gaden eller i naturen. Problemet ses særligt tæt på busstoppesteder samt på metro- og togstationer. Miljøstyrelsen er løbende i dialog med kommuner, trafikselskaber og affaldsselskaber for at sikre, at så få mundbind som muligt havner i naturen.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også