Skarp kritik af forvaltningskultur: To ansatte skal indkaldes til tjenstlige forhør

- Hele forvaltningskulturen skal ændres. De regler, der gælder, skal implementeres og administreres korrekt, siger fødevareministeren efter rapport om forvaltningen på fiskeriområdet.

Kammeradvokaten, som er statens primære advokat, er kommet med en alvorlig kritik af forvaltningen på fiskeriområdet.

Det er konklusionen i en rapport på cirka 250 sider. Kammeradvokatens samlede datamateriale har omfattet cirka 785.000 dokumenter.

Rapporten følger i kølvandet på et turbulent efterår 2017 om storfiskernes dominans på det danske kvotemarked. De er også kendt som kvotekonger - altså fiskere, der sidder på mange fiskekvoter.

Partierne på Christiansborg er torsdag formiddag blevet orienteret om kritikken på et lukket samråd i Miljø- og Fødevareudvalget. Det er fiskeriminister Eva Kjer Hansen (V), som har givet en status i sagen.

- Der er tale om meget grelle eksempler på mangelfuld og fejlbehæftet administration, siger ministeren i en pressemeddelelse. 

- Derfor er der brug for en opfølgende undersøgelse. Det er meget alvorligt, når Kammeradvokaten vurderer, at det er forvaltningskulturen, der er kritisabel. 

- Jeg hæfter mig dog også ved, at der ikke er fundet tegn på korruption, strafbare forhold eller favorisering af enkeltpersoner, siger Eva Kjer Hansen.

Det var daværende fiskeriminister Karen Ellemann (V), som i november sidste år bad Kammeradvokaten om at undersøge mulige fejl i Fiskeristyrelsen. 

I første omgang ville hun have klarlagt, hvordan en håndfuld politianmeldelser af fiskere blev trukket tilbage. Desuden skulle styrelsens arbejdsmetoder ses igennem.

Allerede sidste efterår blev der iværksat en række tiltag som opfølgning på Rigsrevisionens kritik om administrationen af kvotekoncentration. 

Blandt andet blev ledende medarbejdere flyttet fra området. Og der er etableret en selvstændig Fiskeristyrelse. Desuden er der indsat en ny ledelse. 

Kammeradvokaten anbefaler, at der indledes tjenstlige forhør mod to medarbejdere. Den anbefaling bliver fulgt.

- Jeg tager det her meget alvorligt. De første skridt til genopretning af fiskeriområdet blev allerede taget sidste år. 

- Hele forvaltningskulturen skal ændres. De regler, der gælder, skal implementeres og administreres korrekt. Det siger sig selv, siger Eva Kjer Hansen.

Efter en hård kritik af Miljø- og Fødevareministeriets håndtering af kvotekoncentrationen i dansk fiskeri blev fiskeriområdet i begyndelsen af august sidste år flyttet fra daværende miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V).

Nu hører fiskeriområdet under Udenrigsministeriet. Her sidder Eva Kjer Hansen som minister for fiskeri, ligestilling og nordisk samarbejde.

/ritzau/

Emneord: Fiskeristyrelsen, Forvaltningsledelse, Forvaltningskultur, Forvaltningssjusk, Kammeradvokaten, Rapporter, Fødevareministeriet, Fødevarekontrol, Fiskekvoter, Eva Kjer Hansen, Karen Ellemann, 200918
Ritzau på DenOffentlige.dk Redaktionen på DenOffentlige har valgt Ritzau som primær leverandør af uafhængigt redaktionelt indhold....
Aktivitet: Artikler: 6985

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også