Aldrig før har der været så stort behov for Folkekirkens Nødhjælps indsatser i verden. Og aldrig før har støtten og opbakningen fra donorer og den danske befolkning været større.
Lige nu læser andre
2022 var på godt og mest ondt rekordernes år.
Folkekirkens Nødhjælp opnåede rekordhøj økonomisk støtte og opbakning på næsten 1 milliard kroner.
“Med næsten 1 milliard kroner fra Danida, internationale donorer og den danske befolkning var vi 2022 i stand til at hjælpe 34 millioner mennesker i nød,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
“Den stigende støtte og opbakning til vores arbejde er helt afgørende for, at vi kan bekæmpe de mange globale kriser, der rammer verdens fattigste lande allerhårdest,” siger generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp Birgitte Qvist-Sørensen.
Læs også
Generalsekretæren fremhæver organisationens mere end 200 stærke partnere i 20 af verdens brændpunkter som en del af Folkekirkens Nødhjælps stærke humanitære position i verden.
“Gennem vores lokale partnere gør vi en mærkbar forskel. Ved at arbejde gennem lokalt forankrede civilsamfundsorganisationer, kirkelige organisationer og i tæt samarbejde med virksomheder og myndigheder sikrer vi ejerskaber til indsatserne og resultaterne. Og det er helt afgørende for vores virke i verden,” siger Birgitte Qvist-Sørensen.
På fem år er Folkekirkens Nødhjælps indtægter steget med 45 procent og nåede i 2022 981,6 millioner kroner. Den største donor er fortsat Danida, men stadig flere institutionelle donorer bidrager med stadig større donationer – det er blandt andet EU og amerikanske institutioner og den amerikanske regering.
Omsætningsrekorden i 2022 faldt sammen med et historisk stort behov for Folkekirkens Nødhjælps indsatser i verden.
Antallet af mennesker på flugt steg til det højeste nogensinde. Klimaforandringer, kriser og krige pressede yderligere hundredtusinder ud i ekstrem fattigdom og sult. Menneskerettigheder og internationale spilleregler var under det hårdeste pres i årtier. Og med Ruslands invasion af Ukraine var der atter krig og behov for nødhjælp i Europa.