Åben strid i Region Syd om direktørs fremtid

Ledelse

12/11/2015 10:03

Nick Allentoft

Rød blok i regionsrådet med den socialdemokratiske gruppe i spidsen udtrykker direkte mistillid til den omstridte sundhedsdirektør Jens Elkjær. Det sker efter en række afsløringer fra Carl Holsts (V) formandstid.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Røde partier vil af med ham, men Bbå blok anført af regionsrådsformand Stephanie Lose (V) mener stadig, at sundhedsdirektør Jens Elkjær er den rette på posten. Det skriver fyens.dk.

Regionsdirektør Jane Kraglunds plan for en ny direktionsmodel smuldrede reelt i det øjeblik, den socialdemokratiske leder og næstformand i regionsrådet, Poul-Erik Svendsen, i går eftermiddag gik på tv og på Fyens.dk og udtrykte reel mistillid til sundhedsdirektør Jens Elkjær.

- Vi ser ikke Jens Elkjær som en del af den fremtidige direktion under regions-direktør Jane Kraglund. Vi mener, at der skal en helt ny direktion til, som ikke er fedtet ind i de sager, som er kommet frem om Carl Holst, sagde Poul-Erik Svendsen en time før forretningsudvalgsmødet, hvor Jane Kraglund skulle præsentere sin plan.

Jens Elkjær har siddet som sundhedsdirektør i Syddanmark siden dannelsen og har siden 2007 kørt et tæt ledelsesparløb med Carl Holst (V) frem til Holsts valg til Folketinget. Den socialdemokratiske melding kommer i kølvandet på en lang række sager, der belaster den magtfulde Jens Elkjær.

Sager på stribe
Det var eksempelvis Jens Elkjær, som undlod at kræve langt over en million skattekroner tilbage fra en tidligere sygehusdirektør, som i årevis havde overbetalt sig selv.

Og det var eksempelvis Jens Elkjærs kone, der stik imod reglerne blev ansat som centerchef på Sygehus Sønderjylland i 2010 på en lukrativ åremålskontrakt, der giver hende markant mere i løn end den ligestillede kollega - og en favorabel fratrædelsesgodtgørelse oven i det. Sager, som er blevet oprullet af 
Fyens Stiftstidende.

Mandag i denne uge mødtes den 12 mand store socialdemokratiske gruppe og blev enig om udmeldingen. Tirsdag præsenterede Poul-Erik Svendsen partiets indstilling over for Venstre, der med regionsrådsformand Stephanie Lose (V) i spidsen kontinuerligt har bakket Elkjær op trods de mange belastende sager. Søndag udtalte Lose blandt andet følgende til 
Fyens Stiftstidende:

- Vi løser ikke alle problemer nemt og hurtigt ved at skille os af med Jens Elkjær. Jeg har brug for de kompetencer, Elkjær har, og jeg har brug for, at Elkjær demonstrerer viljen til samarbejde, som jeg ved, han har, men som han ikke demonstrerede i den tidligere direktion.

Ifølge avisens oplysninger har Socialdemokratiet de to mindre røde partier SF og Enhedslisten bag sig. Dermed tror 16 ud af 41 regionsrådsmedlemmer ikke længere på en fremtid med Jens Elkjær i direktionen.

Blå tillid til Elkjær

Yderligere er Poul-Erik Svendsen som formand for Sundhedsudvalget politisk leder for de syddanske sygehuse, som Elkjær står i den administrative spids for.

Poul-Erik Svendsen frygter dog ikke et giftigt samarbejde mellem ham og Jens Elkjær, hvis det ender med, at sundhedsdirektøren bliver:
- Personligt har jeg ingen problemer med Jens Elkjær.

Efter det syv timer lange møde i forretningsudvalget udtrykte Stephanie Lose igen opbakning til Jens Elkjær.
- Jeg har fuld tillid til Jens Elkjær, og det bliver jeg ved med at have. Jeg har selvfølgelig noteret, at der er et mindretal i regionsrådet, der føler noget andet. Nu må vi så finde ud af, hvordan vi kan arbejde videre, sagde Stephanie Lose til TV2 sent i går aftes.

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.