Fejlprocent på 67: Nu skal kommune genbehandle sag om handicappet dreng

Velfærd

11/01/2018 11:26

Nick Allentoft

Ud af 18 børnehandicapsager i Sønderborg Kommune har Ankestyrelsen omgjort 67 procent i 2016, skriver DR Syd og fortæller historien om hjerneskadede Valdemar på syv år.

Sønderborg har nok engang begået fejl i kommunens sagsbehandling af en børnehandicapssag. Det slår Ankestyrelsen fast.

Kommunen har i forvejen en af de højere omgørelsesprocenter set i forhold til alle landets kommuner. Det viser tal fra Børne- og Socialministeriet. Fejlen er begået i sagen om den multihandicappede og svært hjerneskadede Valdemar Emgren fra Dybbøl, skriver DR Syd.

Valdemar Emgren er mentalt som en baby på seks måneder, og han har behov for pleje og træning døgnet rundt. I starten troede lægerne ikke på, at han ville overleve det første år efter fødslen. I dag er han syv år.

Bliv redaktør for dit eget indhold

DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.

Du kan læse endnu mere om hvordan vi virker her.

I al den tid har Helle Emgren passet og trænet sin dreng derhjemme i samarbejde med plejepersonale fra et vikarbureau.
Det har hun kunnet gøre, fordi hun har fået økonomisk støtte fra Sønderborg Kommune.

Men pr. 1. januar 2018 har kommunen besluttet, at kommunen ikke længere skal udbetale tabt arbejdsfortjeneste til Helle Emgren.

Den beslutning har Ankestyrelsen nu underkendt, og styrelsen pålægger Sønderborg Kommune at behandle sagen igen.
Familien håber på hurtigt svar, for ventetiden er hård - både psykisk og økonomisk, fortæller Helle Emgren.

- Vi har fem børn, en bil og et hus, og lige nu har vi kun én indtægt. Økonomisk set er det meget presset. Jeg er ked af det, og jeg synes, det er svært at leve i det, siger en tydeligt berørt Helle Emgren til DR Syd.

Helle Emgren frygter, at det kan betyde stilstand i Valdemars udvikling, hvis hun ikke er der i dagtimerne. Der er heller ingen, der ved, hvor længe han vil leve.

- Jeg ville ikke kunne bære, hvis jeg stod og underviste på en skole, og der så blev ringet om, at det er nu, Valdemar går bort, siger hun.

Jurist ved foreningen Hjernebarnet, Bettina Bøgen er gået ind i sagen om familien Emgren. Hun kalder sagen for fuldstændig uhørt og hæfter sig ved, at Ankestyrelsen påpeger en række alvorlige fejl i sagsbehandlingen.

- Kommunen vægter ikke familiens oplysninger om, at det kun er familien, der i visse situationer kan trøste barnet. Når der er kramper, kan afløseren heller ikke være alene med barnet. De oplysninger bliver kommunen nødt til at forholde sig til, og det har den ifølge Ankestyrelsen ikke gjort, siger hun til DR Syd.

Jurist Bettina Bøgen fra Hjernebarnet vil nu indhente flere oplysninger om sagen om 7-årige Valdemar Emgren, så familiens situation kan blive yderligere belyst. Derefter vil advokaten gå efter at få Helle Emgrens økonomiske støtte tilbage, så familien igen har to indkomster at leve for.

Bettina Bøgen vurderer, at familien Emgren har en stærk sag.

- Vi har at gøre med et barn, hvor et epileptisk anfald kan have dødelig udgang. Hvordan kan man bede forældre om ikke at være i nærheden? Der er afløsere og hjælpere i hjemmet, der ikke kan tage vare på drengen, når han får krampeanfald, og dem får han massivt efterhånden, siger hun.

Ud af 18 børnehandicapsager i Sønderborg Kommune har Ankestyrelsen omgjort 67 procent i 2016. Det viser de seneste tal fra Børne- og Socialministeriet. Formanden for Børne - og Uddannelsesudvalget i Sønderborg Kommune, Claus Klaris (V), vil ikke udtale sig om den konkrete sag. Men han erkender, at kommunen generelt begår for mange fejl i sagsbehandlingen af børnehandicapsager.

- Der er ingen tvivl om, at det ikke er tilfredsstillende, at vi har så stort et antal hjemvisninger. Det er absolut noget, vi fokuserer på at kunne få nedbragt, siger han til DR Syd.

Hele historien hos DR

Mest Læste

Annonce