Samlet set har Egedal Kommune udgifter for 66 millioner kroner mere, end man har i indtægter i budget 2019. Kommunen sendte tirsdag forslag til besparelser for 26,6 millioner på serviceområdet og forslag om at udskyde eller droppe anlægsprojekter for 54 millioner i høring.
Alt fra færre dagplejere, mere egenbetaling på SFO-pladser og udskydelse af diverse byggemodninger er i spil.
- Det er en ærgerlig situation. Vi har forsøgt at friholde de bløde områder, men det bliver svært at lade dem gå helt fri, siger borgmester Karsten Søndergaard (V).
Ligesom i Egedal er det serviceudgifterne, som er skredet i Helsingør Kommune. Her forventer man, at man ved årets udgang vil ende med et merforbrug på serviceområdet på over 65 millioner kroner.
Læs mere om DenOffentlige
Læs om, hvad der sker på DenOffentlige, og få ideer til, hvordan du kan være med.
Det er endda efter, at en bufferpulje i budgettet på 28 millioner kroner er blevet brugt. Budgetoverskridelserne er særligt sket på ældreområdet, på skolerne og på det specialiserede voksenområde, som blandt andet omfatter psykisk syge.
Udsigten til merforbruget, der også truer kommunens kassebeholdning på sigt, har fået byrådets flertal til allerede mandag at vedtage besparelser på samlet cirka 28 millioner, hvoraf 14,5 millioner er serviceforringelser.
Nedskæringerne rammer alt fra rengøring og tøjvask til visiterede ældre til åbningstiderne på biblioteket på Kulturværftet.