Forbud rammer pengepungen: Elever vil flyve med Ryanair på studietur

Velfærd

06/12/2017 11:05

Nick Allentoft

Forældre til elever i 8. klasse går til kamp for at deres børn kan flyve med Ryanair. Kommunen har ellers vedtaget forbud. OPDATERET: Elever får dispensation.
For to år siden vedtog mere end hver femte kommune, at deres ansatte ikke må flyve med Ryanair.

Ryanair er nærmest et skældsord blandt politikere, der ønsker ordentlige løn- og arbejdsvilkår for de ansatte. Men nu beder nogle forældre i Grenaa om, at en skoleklasse får lov til at flyve med det udskældte selskab, fortæller DR Østjylland.

Det er blandt andet Tine Edal Nielsen, der har en datter i 8. klasse på Vestre Skole i Grenaa. Her har eleverne arbejdet i flere måneder på at skaffe penge til en studietur til London. Men de mangler under 1000 kroner pr elev for at kunne betale for en flybillet med et anerkendt selskab.

- Jeg håber på, at vi får dispensation fra den regel, der hedder, at vi ikke må flyve med Ryanair, siger hun til DR Østjylland.

Nu har eleverne nemlig skaffet 43.000 kroner, og den pengesum ville ifølge moderen være nok, hvis eleverne måtte rejse med Ryanair.

- Vi har selvfølgelig forståelse for, at der er en politik i kommunen om, at det må vi ikke, men jeg kæmper for de elever, der gerne vil af sted med den økonomi, de nu engang har, siger hun.

For to år siden vedtog mere end hver femte kommune, at de ikke vil lade deres ansatte flyve med Ryanair. Det var blandt andet landets fire største kommuner København, Aarhus, Odense og Aalborg. Men også politikerne i Norddjurs besluttede, at man kun vil bruge flyselskaber, der lever op til kravene i Staten og Kommunernes Indkøbsservice. Det forklarer økonomichefen i Norddjurs Kommune, Lisbeth Krogh.

- Hvis man som kommune har valgt at gå med på aftalen, så kan man kun bruge de flyselskaber, som er med på aftalen, og det er Ryanair ikke, siger hun til DR Østjylland.

Målet er at sikre, at man kan have god samvittighed, når man hilser på piloten og stewardesserne, uddyber økonomidirektøren.

Det vil koste mindst 15.000 kroner ekstra at rejse med et andet flyselskab, og så har eleverne ikke penge nok, siger Tine Edal Nielsen.

- Jeg ved, at der har været kritiske tilfælde med Ryanair, men holdt op mod den store prisforskel, der er, og som i vores tilfælde gør, om de kommer til London eller 
ej, og så vil jeg stadig foretrække at sende eleverne med Ryan Air, siger hun.

Tine Edal Nielsen har samtidig forståelse for, at kommunen har besluttet at have en politik om at kun bruge flyselskaber med ordentlige forhold for medarbejderne.

- Det er dilemmaet, for det kan jeg på sin vis godt. Jeg kæmper ungernes sag, men holdt op mod prisforskellen vil jeg stadig foretrække Ryanair, siger Tine Edal Nielsen.

De 24 elever har solgt julekalendere og arbejdet på et pakkeri for at tjene penge.

 

SIDSTE: Kommunen giver dispensation

Kommunen nu besluttet at give klassen dispensation, fortæller borgmester i Norddjurs Kommune, Jan Pedersen (S) til DR Østjylland.

- Vi kunne også have sagt nej, men de har samlet penge ind til rejsen, og så vil vi ikke forhindre, at det kan lade sig gøre for dem, siger han.

Da der skal en lærer med på studieturen, var det ikke muligt for skoleklassen at flyve med Ryanair uden dispensation. Men dispensationen er også et dilemma for kommunen, fortæller borgmesteren.

 

- Vi skal behandle alle lige, men jeg kan da godt betro jer, at den her situation skal vi have drøftet mere principielt, når den nye kommunalbestyrelse er samlet, siger Jan Petersen til DR Østjylland.

Hele historien hos DR

 

Mest Læste

Annonce