Frie geodata har en værdi på 3,5 mia. kr.

22/03/2017 07:42

Nick Allentoft

Ny analyse viser, at frie geodata har bidraget væsentligt til effektiviseringen i den offentlige sektor samt vækst i den private sektor, i alt til en skønnet værdi på 3,5 mia. kr.

Samfundsudviklingen stiller store krav til den offentlige sektor og dens evne til at arbejde effektivt og til hele tiden at kunne træffe kloge beslutninger, der følger med udviklingen. Her spiller data og digitalisering en stor rolle for nye og effektive måder at arbejde på.

Styrelsen for Dataforsyning og Effektivisering (SDFE) har siden 2013 stillet geodata gratis til rådighed for alle. De bruges fx til at regne ud, hvor vandet løber hen ved ekstrem regn, eller når vandstanden i havet stiger, og nu ved vi, at der er god samfundsøkonomi i de frie geodata. Det viser en ny analyse, som er udført af PwC i samarbejde med SDFE.

Antallet af brugere af de frie geodata er steget fra cirka 800 til cirka 60.000. Og antallet af dataoverførsler er firdoblet, efter geodata blev gjort frie i 2013. Mere end 60 % af de offentlige myndigheder angiver, at de opnår større effektivitet og bedre beslutningsgrundlag ved brugen af de frie geodata.

”Som forsyningsminister for el, vand, varme og tele til borgere og virksomheder sidder det på rygmarven, at forsyning skal skabe konkret værdi. I Danmark har vi fx forsyning af el til stikkontakterne i 99,996 % af tiden. Helt tilsvarende skaber forsyning af frie geodata værdi for samfundet. Og det glæder mig, at vi nu også er i stand til at sætte tal på værdien,” siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

 

Nye produkter og ydelser

De frie geodata har fået stor betydning for udviklingen af nye produkter og ydelser. Virksomheden Scalgo har fx udviklet et data-analyseværktøj, der bygger på de frie geodata. Analyseværktøjet sælges nu som ”hyldevare” til landets kommuner, forsyningsselskaber og private virksomheder. Det integrerede data-analyseværktøj, anvendes bl.a. i arbejdet med oversvømmelsesrisiko indenfor klimatilpasning og byplanlægning.

”De frie data er blevet en vigtig ressource for digitaliseringen af vores samfund. De er afgørende for effektiviseringen af den offentlige sektor og skaber tilmed vækst i den private sektor. Det er win win,” siger energi-, forsynings-, og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).

Cirka 70 % af de adspurgte virksomheder forventer, at de frie geodata vil have betydning for virksomhedens vækst på 3-4 års sigt. I den offentlige sektor tyder det på, at der er et yderligere potentiale i, at de frie geodata bliver bragt i anvendelse på nye forvaltningsområder.

Derfor har SDFE vedvarende fokus på at gøre det let at bruge og koble geodata, og på at geodata så enkelt som muligt kan integreres i nye løsninger og services. Det er centralt, hvis det uforløste potentiale, som analysen også viser, der fortsat er i de frie geodata, skal realiseres.

 

Fakta om analysen og de frie geodata

  • Den samlede samfundsøkonomiske værdi på de 3,5 mia. kr. for de frie geodata er baseret på de frie geodatas estimerede produktions- og effektiviseringseffekt
  • Analysen viser, at anvendelsen af geodata er steget betydeligt siden frisættelsen i 2013
  • Antallet af anvendere af de frie geodata er steget fra ca. 800 til ca. 60.000
  • Antallet er dataoverførsler er firdoblet
  • De frie geodata har fundet helt nye anvendelsesområder, som er med til at effektivisere og skabe vækst i samfundet
  • Mere end 60 % af de offentlige myndigheder angiver, at de opnår større effektivitet og bedre beslutningsgrundlag ved brugen af de frie geodata
  • De frie geodata har fået stor betydning for udviklingen af innovative produkter og ydelser i den private sektor
  • Cirka 70 % af de adspurgte virksomheder forventer, at de frie geodata vil have betydning for virksomhedens vækst på 3-4 års sigt
  • I den offentlige sektor tyder det på, at der er et stort potentiale for, at de frie geodata vil brede sig til nye forvaltningsområder, samt have stor betydning for opgaveløsningen på 3-4 års sigt.

Du kan læse mere om analysen og de frie geodata på Styrelsen for Dataforsyning og Effektiviserings hjemmeside

 

Mest Læste

Annonce

14/10/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.