Fyret for dårlig ledelse: Direktører sikret nyt job i Region Syddanmark

Ledelse

17/01/2017 11:47

Daniel Holst

Deres erfaringer og kompetencer gør, at de kan give rigtig gode råd. Så vi kan få god brug for dem i rådgivningssammenhæng, forklarer regionens direktør, Jane Kraglund.

Da Region Syddanmark forrige uge afskedigede hele direktionen på Sygehus Sønderjylland efter et langt forløb med uro på sygehuset, var flere af direktørerne allerede sikret nyt job i regionen. Det viser dokumenter, som DR Syd har fået aktindsigt i.

Tidligere administrerende sygehusdirektør Finn Jensen og tidligere lægelig direktør Søren Aggestrup er begge ansat på en såkaldt generationsskifteaftale.

Det betyder, at regionen er forpligtet til at beskæftige dem begge som rådgivere, indtil kontrakterne udløber. Det sker i henholdsvis 2018 og 2021.

Sundhedsøkonom Kjeld Møller Pedersen mener, at en fratrædelsesordning ville have været bedre for regionen.

- Men dilemmaet er, at man enten skal give dem en stor fratrædelse eller et nyt job. Og det har nok været en politisk beslutning at omplacere dem, siger Kjeld Møller Pedersen.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen er det ikke usædvanligt, at topledere inden for det offentlige bliver placeret i et nyt job efter en fyring.

- Mange steder tøver man med at give højtplacerede medarbejdere fratrædelser, fordi det vækker forargelse i offentligheden. En sygehusdirektør får i hvert fald en million om året, og det giver måske en fratrædelse på et par millioner. Det forarger umiddelbart mange, siger Kjeld Møller Pedersen.

Regionsdirektør Jane Kraglund mener ikke, det er problematisk at ansætte de tidligere direktører i rådgivningsstillinger, efter de er blevet afskediget som ledere.

- Nej, det synes jeg ikke. Deres erfaringer og kompetencer gør, at de kan give rigtig gode råd. Så vi kan få god brug for dem i rådgivningssammenhæng, siger Jane Kraglund.

Hun har ingen forklaring på, hvilke argumenter der historisk set har ligget til grund for at indgå generationsskifteaftaler i Region Syddanmark.

Mest Læste

Annonce