LA Ungdom: Drop offermentaliteten - velfærd begynder med dig selv

Velfærd

22/2/16 6:31

Nick Allentoft

Der er brug for et opgør med velfærdsstatens forestilling om, at den enkelte ikke kan noget selv, og vi skal væk fra et system, der forsørger os alle frem for at hjælpe dem, der har behov, skriver formanden for LA Ungdom, Alex Vanopslagh, i debatten om velfærdsstat eller velfærdssamfund.
Velfærdsstaten har været et spændende socialt eksperiment, som langt hen af vejen har slået fuldstændig fejl. Det har spillet fallit. Tanken og ideen kan ellers virke meget smuk og fornuftig. Ideen om at kollektivet, staten, kommunen – ja alle andre end dig selv – griber dig, når du falder, mens du selv solidarisk afleverer frugten af dit arbejde til selvsamme. Men i praksis er det et sygt system.  Det er sygt, at min papfar der er maskinarbejder ikke kan tage overarbejde uden at skulle aflevere topskat, for at være med til at finansiere kontanthjælpen for Dorte på Vestegnen på tiende år i streg. 

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

Det er drønhamrende uretfærdigt, at en hårdtarbejdende betonarbejder tvinges til at betale dagpenge for en nyudklækket akademiker, der ikke kan finde lige det job, der matcher vedkommendes egen vurdering af kvalifikationer.

Det er decideret tåbeligt, at vi behandler studerende som små, ressourcesvage børn, der ikke kan tage ansvar for deres liv – og at vi derfor udover at betale for deres uddannelse også betaler for deres bajere og kaffelatter under studietiden. Størstedelen af finansieringen lander senere på skuldrene af de studerende, der knoklede benhårdt under studiet og endte med at skulle betale topskat.    Uanset hvor du kigger hen, så bliver det personlige ansvar modarbejdet af systemet.    Velfærdsstaten har taget ansvaret fra den enkelte Du har valgt at leje en lejlighed, der er lidt for dyr? Skidt pyt – søg boligtilskud. Har du valgt at få børn? Bare rolig, du får børnepenge. Ryger du cigaretter? Kommunen betaler et kursus til dig. Har du haft ubeskyttet sex i en brandert? Tag til lægen – det er gratis! Din virksomhed kører ikke så godt? Søg et tilskud! Har du valgt at læse et nytteløst studie med håbløse jobudsigter? Bare rolig, de andre finansierer dine dagpenge.    Der er absolut ingen nuancer, snusfornuft eller retfærdighed i vores system. Det er bygget op om, at ansvaret for dit liv er alle andres. Ikke først og fremmest dit eget.    Resultatet er krystalklart. Tæt på en million mennesker er parkeret på passiv forsørgelse, en skyhøj dimittendledighed (foruden at være blandt klodens mest langsomme studerende og de, der tænker mindst på fremtidige job- og indkomstmuligheder, når der skal vælges studie), studerende der klynker, så snart de får anledning til det, unge der har mor og far med i hånden for at klage over karakterer eller tage til en jobsamtale, folk der brokker sig i både dagblade og på sociale medier over, at de ikke får nok penge af kommunen, evighedskontanthjælpsmodtagere, evighedsstuderende, dagpengemodtagere der siger, at det er lækkert at være på dagpenge og listen kunne blive ved.  

Det her er vi alle enige om

Jeg tror, at vi alle er enige om, at børn skal have finansieret deres skolegang af staten. At handicappede, kronisk syge og mennesker med svære psykiske lidelser naturligvis ikke kan eller skal punge ud for den livsnødvendige hjælp de får. Men der er altså helt vildt langt fra at hjælpe de mennesker, der åbenlyst har brug for en effektiv og kærlig hånd og så til at gøre voksne, raske mennesker til ansvarsløse klienter, der skal pakkes i vat af staten. 

Jeg drømmer om, at vi ændrer kurs. At vi finder en ny balance og ny tro på det personlige ansvar, flid og individet. Selvfølgelig kan langt de fleste voksne og raske borgere selv finde løsninger på livets udfordringer – om det så er arbejdsløshed, forsikring mod sygdom, alderdom eller at man ganske enkelt ikke får det i livet, som man lige havde håbet på og føler sig berettiget til. Jeg er overbevist om, at langt de fleste af os forstår, at vi selv skal betale for vores fejl og gerne vil høste frugten af kløgtige valg og hårdt arbejde. Jeg tror faktisk det vil styrke vores sammenhængskraft.   Vi skal hjælpe alle, der har reelt behov Det sociale system skal indrettes med respekt for det enkelte menneske. Vi skal hjælpe individer frem for at bygge systemer, der tvinger både borgere og ansatte til at følge bestemte kriterier og iøvrigt er så detailstyrede, at de fleste ikke kan finde rundt i dem.

Ideen om at hjælp mennesker gennem livskriser eller særlige udfordringer skal komme før forkrommede forvaltningsregler. I et sådan system er det ansvarsfulde individ i fokus. Diagnoser bruges til at hjælpe mennesker videre – ikke til at holde dem nede og kontrollere dem. Arbejdsløse udsættes ikke for meningsløs tvangsaktivering og bureaukratisk regelkontrol. Vi skal ikke længere høre om triste beretninger fra psykiske syge eller se lange dokumentarserier om, at vores sundhedsvæsen er et sygt system. 

Men inden vi kan komme så langt, er vi nødt til at få respekten tilbage for den enkelte – og det indebærer også, at vi tager et opgør med, at det er embedsmændene og et fortabt velfærdssystem, der har ansvaret for vores ve og vel.   

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce