Naturfredningsforening afleverede falske underskrifter til miljøminister

Bæredygtighed

27/03/2017 11:23

Nick Allentoft

Masser af falske underskrifter og gengangere indgik i den underskriftsindsamling, som Danmarks Naturfredningsforening gav tidligere miljøminister Eva Kjer Hansen. Foreningen erkender sjusk.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Landets største natur – og miljøorganisation, Danmarks Naturfredningsforening, har kritiseret miljø – og fødevareminister Esben Lunde Larsen (v), fordi han har nægtet at modtage underskriftsindsamlinger, men nu viser det sig, at naturfredningsforeningen helt uden at kontrollere navnene har afleveret falske underskrifter til tidligere miljøminister, Eva Kjer Hansen.

Det fortæller Radio24syv, der har fået aktindsigt i indsamlingen med 123.000 underskrifter, som naturfredningsforeningen i oktober 2015 afleverede til Eva Kjer Hansen som led i kampagnen ”Red Kysterne”, der var imod regeringens foreslag om at reducere strandbeskyttelseslinjen.

En gennemgang af underskriverne viser imidlertid, at indsamlingen indeholder en række gengangere, hvor de samme personer – enten bevidst eller ubevidst - har skrevet under flere gange. F.eks. 14 underskrifter fra Carl Frans Mølgård Julin, 11 underskrifter fra Anastasia Marina Geralis, ni underskrifter fra Palle Hollænder og seks underskrifter fra Frederik Calundan Derosche. 

Fælles for alle fire nævnte navne er, at der ifølge Danmarks Statistiks navnebase kun er to eller færre personer i Danmark med de navne. 

Samtidig er der bemærkesesværdigt mange underskrifter fra personer med navnene Kirsten Nielsen og Jens Jørgen Nielsen. Sammenlagt 354 underskrifter - 177 underskrifter hver især - har naturfredningsforeningen samlet ind fra personer med de to navne, og det er markant flere end næstkommende navne på listen med fleste underskrifter, som er Marianne Nielsen (23 underskrifter), Susanne Nielsen (21 underskrifter) og Flemming Hansen (20 underskrifter).

Derudover er navnet ’test’ registreret 43 gange som underskriver , - ligesom underskrifter fra ’Anders And’, ’dillerkaj’ og ’swagmaster9000’ også indgår i den indsamling, som Eva Kjer Hansen tog imod. 

Direktør i Danmarks Naturfredningsforening, Søren Bojer Nielsen, forklarer til Radio24syv, at underskriverne blev bedt om navn, email og postadresse, men personernes ægthed blev slet ikke kontrolleret, inden at underskriftsindsamlingen blev overrakt til ministeren, og derfor er der ikke længere tale om 123.000 underskrifter.

”Hvis det var kigget igennem, så var det her ikke sket, og det er selvfølgelig ikke godt nok. Der er dog stadig et godt stykke over 100.000 ægte underskrifter,” siger han til Radio24syv.

De falske underskrifter og gengangere sender dog et dårligt signal, siger lektor i sociologi ved Syddansk Universitet, Klaus Levinsen.

”Hvis en organisation siger, at den har samlet et vis antal underskrifter, så skal der også være reelle personer bag og ikke dupletter. På den måde er det et dårligt signal, hvis der er alt for mange falske identiteter i en underskriftsindsamling. Det skal man selvfølgelig rense ud i,” siger han til Radio24syv.

Det var ellers med stolthed, glæde og en vis forventning, at præsident hos Danmarks Naturfredningsforening, Ella Maria Bisschop-Larsen, d. 9 oktober 2015 afleverede de 123.000 underskrifter til Eva Kjer Hansen.

”Når der er så stor opbakning fra folk fra hele landet, så er det klart vores forventning, at miljøministeren vil lytte til os,”udtalte hun til DR Fyn.

Kystkampagnen skaffede også nye medlemmer til naturfredningsforeningen, og da man i september 2016 vandt en fundraisingpris, fremhævede organisationens medlemschef igen underskriftsindsamlingen.

”Der var en overvældende opbakning, og de mange underskrifter gav foreningen en stærk stemme i den politiske debat. Med kampagnen viste vi, at man stadig kan bruge traditionelle metoder som underskriftindsamlinger - det væsentlige er at ramme en relevant sag på det rette tidspunkt,” lød det.

Derfor rammer det naturfredningsforeningen på dens troværdighed, når det nu viser sig, at antallet af underskrifter er langt under 123.000, siger Klaus Levinsen.

”De organisationer, der gennemfører underskriftsindsamlinger, hævder at have en pointe i, at det er et betragteligt antal personer, som er tilhænger eller modstander af en given sag. Derfor kan troværdigheden blive sat over styr, hvis ikke der er korrekte informationer,” siger han. 

Den nuværende miljøminister Esben Lunde Larsen ønsker ikke at kommentere sagen, da den konkrete underskriftsindsamling vedrører hans forgænger, Eva Kjer Hansen, men Venstres ordfører på området, Erling Bonnesen, er rystet og mener, at det vidner om en ”syg kultur” i Danmarks Naturfredningsforening.

”Naturfredningsforeningen stempler sig selv som fuskere. Det er rystende at høre om, at de bruger falske underskrifter for at få det til at se ud af mere. Det vidner om en syg kultur og man spørger helt naturligt, hvad så med alt det andet de foretager sig. Er det lige så utroværdigt? Danmarks Naturfredningsforening må forklare sig og holde sig til fakta,” siger miljøordføreren til Radio24syv.

Danmarks Naturfredningsforening beklager de mange gengangere og falske underskrifter, der indgik i indsamlingen.

”Vi er udelukkende interesserede i ægte underskrifter, da alt andet kan være ødelæggende for vores budskab, og det er unødvendigt at puste noget som helst op, når man har en så åbenlys stærk folkesag,” lyder det fra administrerende direktør, Søren Bojer Nielsen, der fremover vil sørge for at rense ud i underskriverne. 

”Vores opgave er at sikre et retvisende billede - også i en underskriftsindsamling, og det ansvar tager vi på os. Jeg kan garantere for, at fremtidige underskriftsindsamlinger renses for den slags,” siger han.

 

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.