Ny uddannelsesdirektør på University College Nordjylland

Ledelse

23/06/2017 11:18

Nick Allentoft

University College Nordjylland (UCN) har ansat ny uddannelsesdirektør med ansvar for udvikling og drift af UCN’s 35 forskellige grunduddannelser.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Peter Møller Pedersen kommer fra en stilling som uddannelseschef på VIA University College, hvor han de seneste 10 år har haft det overordnede ansvar for pædagoguddannelsen m.fl. Han har tidligere været udviklingschef for et CVU og leder af en enhed for professionsstudier.

- Peter Møller Pedersen har en meget stærk kombination af strategisk ledelseserfaring, dyb indsigt i uddannelsessektoren og et skarpt blik for forskning og udvikling. Vi er derfor sikre på, at vi har fundet den rigtige person til at stå i spidsen for udvikling og drift af UCN’s grunduddannelser i en tid, hvor vi står over for mange store udfordringer, siger rektor på UCN Lene Augusta Jørgensen, der har været formand for bedømmelsesudvalget.

Peter Møller Pedersen vil blandt andet få til opgave at være drivkraft for udvikling af kvalitet og relevans i UCN’s grunduddannelser i en tid med stramme økonomiske vilkår og for at skabe et målrettet tværgående samarbejde med afsæt i UCN’s strategi 2020.

- Vi har i UCN store ambitioner om at uddanne kvalificerede studerende, skabe værdi med samarbejdspartnere og for Nordjylland i det hele taget. Det kan kun lykkes, hvis vi har en ledelse, som er i stand til at skabe dialog og samarbejde både indadtil og udadtil, og det har også været en af begrundelserne for valget af Peter Møller Pedersen. Han har stort kendskab til vores sektor og forstår vigtigheden af at skabe gode processer og godt samarbejde med afsæt i kerneopgaven, siger rektor Lene Augusta Jørgensen.

Peter Møller Pedersen glæder sig til at starte på UCN og dermed vende tilbage til det nordjyske, hvor han i sin tid er uddannet.

- Jeg kender UCN som en visionær uddannelsesinstitution, og jeg glæder mig til at blive en del af det hold, som sammen skaber gode og relevante uddannelser. For mig er det især spændende, at UCN har Danmarks måske bredeste udbud af professionsuddannelser. Det ser jeg som en stor styrke og et stort potentiale for at gå nye veje. Jeg er ydmyg over for den opgave jeg står foran, men ser også frem til at være med til at sætte en klar retning og ambition for vores udvikling fremover, siger Peter Møller Pedersen.

Ansættelsen af Peter Møller Pedersen er besluttet af UCN’s bestyrelse, som ledes af bestyrelsesformand Ulla Astman.    OM Peter Møller Pedersen   Ansættelser 2011-: Æresprofessor ved University of Bucharest. 2007-: Uddannelseschef, VIA University College (2007-10: Studierektor). 2007-10: Ekstern lektor, Aalborg Universitet. Institut for filosofi, uddannelse og læring. 2005-07: Udviklingschef, CVU Midt-Vest. 2004-05: Leder af Enhed for Professionsstudier, CVU Midt-Vest. 1993-04: Projektleder og seminarielærer på Viborg-Seminariet. Fra 2001: seminarielektor. 1992-93: Årsvikar i samfundsfag ved gymnasierne i Dronninglund og Støvring. 1992: Projektmedarbejder på Arbejdsformidlingen Nordjylland. Uddannelse 2017: Ledelsesudvikling for chefer i VIA University College 2014: Individuel ledelsesudvikling, Udviklingskonsulenterne UKON 2004: Ph.d. Institut for Uddannelsesforskning, RUC. 1998: Suppleringsuddannelse i voksenpædagogik Åbent Universitet (VPÅ). 1991: Uddannelse som cand. mag. på Aalborg Universitetscenter, med hovedfag i samfundsfag og suppleringsuddannelse i kommunikation. 1983: Matematisk/fysisk studentereksamen fra Herning Gymnasium. Privat Gift og har tre børn. Bosiddende i Skals i Midtjylland.  

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.