Offentligt ansatte demonstrerer i 74 danske byer torsdag

Velfærd

11/05/2016 22:55

Nick Allentoft

Drop milliardbesparelserne og giv os tryghed og mere velfærd, lyder det på en række demonstrationer i hele landet torsdag, skriver Avisen.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Sådan lyder budskabet, når pædagoger, sosu-assistenter og andre offentligt ansatte torsdag 12. maj går på gaden sammen med initiativet VelfærdsallianceDK i demonstrationer i 74 byer landet over.

Det gør de for at markere utilfredshed med regeringens planer om det såkaldte omprioriteringsbidrag, der vil betyde besparelser i de kommunale budgetter frem mod 2019.

- De massive sparerunder, der har været i den offentlige sektor de senere år, har presset de ansatte voldsomt. Dagligt kan vi læse historier om ansatte, der går ned med stress, har elendigt arbejdsmiljø og alt for mange arbejdsopgaver, siger Jan Hoby, talsperson for VelfærdsallianceDK og næstformand i LFS, Landsforeningen for Socialpædagoger, til Avisen.dk.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Vi har sat velfærd til debat i en tid, hvor kampen mellem velfærdsstat og velfærdssamfund er blevet afgørende for velfærdsmodellens fremtid.

Følg artikler og indlæg på temasiden her

- Omprioriteringsbidraget vil være dråben, der får bægeret til at flyde over, for det vil i sidste ende betyde færre hænder til opgaverne og dårligere service til borgerne, fortsætter han.

Tirsdag indledte regeringen og Kommunernes Landsforening (KL) forhandlingerne om en ny økonomiaftale.

I år er den helt store knast i forhandlingerne regeringens ’omprioriteringsbidrag,’ der betyder, at kommunerne hvert år skal finde besparelser på én procent årligt – svarende til 2,4 milliarder kroner hvert år frem til 2019. En del af pengene vil dog blive tilbageført til kommunerne i 2017 - men til områder som regeringen fastlægger.

På trods af den aftale vil VelfærdsallianceDK have omprioriteringsbidraget droppet helt.

Borgmester i Helsingør og tidligere konservativ minister Benedikte Kiær (K) er taler ved torsdagens demonstration i Helsingør. Hun kalder det "molbo-agtigt," at kommunerne først skal betale ved kasse ét og derefter muligvis at få millioner retur, som de ikke på forhånd ved, hvad kan bruges til.

- Det gør jo, at vi kan stå og sige farvel til nogle medarbejdere, som vi så skal ansætte igen nogle måneder senere. Det ødelægger muligheden for en fornuftig økonomiplanlægning, siger Benedikte Kiær til Avisen.dk.

I Venstre afviser finansordfører Jacob Jensen, at omprioriteringsbidraget automatisk vil føre til fyresedler og lavere service.

Han forstår godt, at de offentligt ansatte er bekymrede, men det skyldes den måde, omprioriteringsbidraget bliver kommunikeret ud på af kommunalpolitikerne.

- Når de oversætter det med, at vi som det første skal ud og fyre i børnehaver, på skoler og på ældrecentret, så kan jeg godt forstå, at man som ansat bliver bekymret. Her er det min påstand, at det slet ikke behøver være kernevelfærden, der står i første række, siger Jacob Jensen til Avisen.dk.

I stedet bør kommunalpolitikerne se på, om der skal findes besparelser på kultur- og fritidsområdet og i administrationen, samtidig med at kommunerne kunne vælge at sende flere opgaver i udbud for at effektivisere mere, mener han.

FAKTA:

Udover støtte fra flere afdelinger og foreninger fra fagbevægelsen har initiativet opnået støtte fra bl.a.: 

  • Alternativet i Odsherred
  • Bekæmp fattigdom NU
  • Danmarks Kommunistiske Parti
  • Foreningen Folkeskoleforældre
  • Flygtningebevægelsen Welcome to Denmark
  • Folkebevægelsen for Social Retfærdighed
  • Internationale Socialister
  • Kommunistisk Parti
  • Kvinderådet
  • TID TIL FRED - Aktiv mod krig
  •  

Læs mere om initiativet her

Mest Læste

Annonce

10/12/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.