Sidste chance hvis du vil fjernes fra omstridt database

Ledelse

27/3/15 9:35

Nick Allentoft

Det er sidste udkald, hvis du vil have slettet dine oplysninger fra den meget omstridte Dansk Almen Medicinsk Database - også kaldet DAMD.

I dag har Rigsarkivet nemlig udstedt en såkaldt arkiveringsbestemmelse, der siger, at Region Syddanmark, der står for databasen, ikke må slette flere oplysninger fra og med i morgen.

Derfor bliver muligheden for at få slettet sine oplysninger lukket på regionens hjemmeside ved midnat, inden oplysningerne senere bliver overdraget til Rigsarkivet.

Region Syddanmark skal aflevere en kopi af databasen til Rigsarkivet senest 5. juli i år, og det giver tid til at slette alle de borgere, der henvender sig i løbet af i dag.

- Jeg vil anbefale folk at gå ind på vores hjemmeside. Det kræver ganske få klik og indtastninger, hvis man har sit NemID, siger Mads Christian Haugaard, der er chef for afdelingen for sundhedssamarbejde og kvalitet i Region Syddanmark:

- Når man at gøre det inden midnat, kan man være sikker på, at oplysninger bliver slettet.

Han vurderer, at et sted mellem 4.000 og 6.000 danskere allerede har gjort brug af den mulighed indtil videre.

De mange oplysninger om danskernes sundhed blev ulovligt indsamlet i en periode fra 2007 og syv år frem og blev først stoppet, da DR tog sagen op i september sidste år.

Inden da var millionvis af fortrolige oplysninger blevet samlet ind og gemt i databasen, hvilket var i strid med persondataloven.

Egentlig havde Region Syddanmark meldt ud, at den ville slette arkivet, men tidligere på ugen blev det slået fast, at det ville være et brud på arkivloven. I stedet skal den altså over i Rigsarkivet, hvor oplysningerne vil være forseglede i over 230 år.

Hvis du vil nå at have slettet dine oplysninger fra journalerne, så skal du gå ind på Region Syddanmarks hjemmeside.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce