”Pray for Paris”. Bed for Paris blev hurtigt et udbredt slagord på de sociale medier efter fredagens terrorangreb i Paris. På Kongens Nytorv i søndags sluttede statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) sin tale med bibel-citatet ”Størst af alt er kærligheden”, og samme aften citerede justitsminister Søren Pind (V) på Facebook andet vers af modstandsklassikeren, salmen ”Altid frejdig når du går”: ”Med et fadervor i pagt, skal du aldrig gyse.”
Andre har taget klar afstand fra enhver brug af religiøst præget retorik, skriver Kristeligt Dagblad. Det franske satiremagasin Charlie Hebdo, som var mål for terror tidligere på året, delte lørdag på Facebook en tegning, hvor det hed: ”Tak for ’PrayforParis’, men vi har ikke brug for mere religion! Vores tro er på musik! Kys! Liv! Champagne og glæde!” Og som alternativ til slagordet #PrayforParis bredte sig hen over weekenden det ikke-religiøse #ThinkforParis.
Den sproglige kamp i kølvandet på Paris-angrebet er udtryk for en tydeliggørelse af forskellen mellem religiøse og sekulære positioner i Vesten, mener professor mso i kultur- og sprogmødestudier på Roskilde Universitet Garbi Schmidt.
”Den religiøse sprogbrug giver mening, fordi den bevidsthedsmæssigt, eksistentielt og følelsesmæssigt kan indramme det, vi oplever, og det vi føler i situationer som disse. Modsat vil den sekulære position, som er udbredt i Frankrig, lægge vægt på, at vi netop er oppe mod en religiøs, forenklet måde at betragte verden på, der også taler om lys og mørke, os og dem. Og at det i stedet er fornuft, nuancer og omtanke, vi har brug for,” siger Garbi Schmidt.
Aktuelt er det den religiøse sprogbrug, som bliver tydeligere, påpeger hun og nævner, at vi i Danmark på blot 10 år har bevæget os fra en klassisk sekulær argumentation hos tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der ønskede religion ud af det offentlige rum, til i dag at tale direkte om Danmark som et kristent land.
”Religion er blevet en af de måder, hvorpå vi markerer os som gruppe og fællesskab. Det handler ikke om teologi, men om religion som praksis. Og Danmark er ikke, hverken forfatningsmæssigt eller i praksis, et sekulært samfund. Men vi skal være ekstremt opmærksomme på, hvilke ord vi bruger til at indramme det kulturelle fællesskab, så det ikke på forhånd udelukker mennesker med en anden religion. Så står vi for alvor med et problem,” siger Garbi Schmidt.
