Venstre-folk langer ud efter Støjberg: Du sparker til verdens flygtninge

Politik

25/7/15 7:06

Nick Allentoft

Det er under al kritik, når integrationsminister Inger Støjberg (V) vil til at indrykke annoncer i udenlandske aviser for at holde flygtninge fra Danmarks grænser. Sådan lyder det ifølge Morgenavisen Jyllands-Posten.

»Jeg er meget, meget skuffet. Det er en frastødende måde at handle på. Vi er i gang med at bygge en mur op omkring os selv og sparker til de flygtninge, der prøver at komme ind,« siger Michael Gatten (V), der er medlem af borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

               Læs også: V-top afviser kritik
Tidligere i denne uge kunne Jyllands-Posten fortælle om menneskesmuglere, der har hjulpet flygtninge med at sammenligne vilkår i forskellige EU-lande – herunder Danmark. Men derfra kan man ikke slutte, at annoncer i internationale medier om danske udlændingestramninger vil få flygtninge til at fravælge Danmark, mener Jens Rohde (V), medlem af Europa-Parlamentet.
»Det er symbolpolitik,« siger han, der mener, at regeringen burde gå andre veje, hvis den reelt var interesseret i at løse asylproblemerne i Europa.
»Spørgsmålet er, om man ønsker at løse problemerne, eller om man ønsker at leve politisk af dem. Man kunne godt ønske sig, at vores minister – inden hun sætter en masse ting i søen og stiller sig op på tv og slår sig på brystet og viser, hvor stærk hun er – tog på feltstudier og rent faktisk så på forholdene i Syrien, Libyen, Grækenland og flygtningelejrene,« siger Rohde. 
Med annoncekampagnen tegner regeringen et billede af Danmark som »et fremmedfjendsk land«, mener Inge Dorte Mandrup, lokalformand for Venstre i Norddjurs Kommune.
»Man sparker nedad. Og man rammer de forkerte,« siger hun. 
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Inger Støjberg. 
Venstres integrationsordfører, Marcus Knuth, siger:
»Venstres politik på dette område kommer ikke til at rykke sig en millimeter.«

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce