Bestyrelsen på VUC i Haderslev - en selvejende, statslig institution, der tilbyder undervisning til voksne og unge - brugte i 2014 i alt 380.000 kroner på at gennemføre en otte dage lang studietur til Californien i USA, der kun havde få dages fagligt program.
Delegationen overnattede på fire-stjernede hoteller, besøgte nationalparken Yosemite, shoppede i designer-outlet og var på sightseeing i San Francisco, ligesom delegationen deltog i to erhvervsmiddage til en værdi af i alt 14.000 kroner. Det viser en række bilag, som Radio24syv har fået aktindsigt i.
Alle udgifter blev betalt af VUC Syd, og den samlede regning for 15 personer lød på 380.000 kroner - 25.000 kroner pr. person.
Rektor ved Folkeuniversitetet i København, cand. jur. Bente Hagelund, som er forfatter til flere bøger om forvaltningsret, har set bilagene - og hun mener, at studieturen tenderer til misbrug:
”Det grænser til mandatsvig - som er strafbart efter straffeloven - fordi bestyrelsen og direktionen har brugt deres adgang til at disponere over statslige midler til at sende sig selv på noget, der ligner en luksustur til Amerika. De offentlige midler er jo givet til at lave voksenuddannelse - ikke til at ledelsen og bestyrelsen skal rejse rundt i verden og se på nationalparker”, siger hun til Radio24syv.
I alt var 15 personer inviteret med til Californien, herunder bestyrelsesformand, borgmester i Haderslev Kommune, Hans Peter Geil (V), samt bestyrelsesmedlem og borgmester i Aabenraa Kommune, Thomas Andresen (V).
Hans Peter Geil, borgmester i Haderslev Kommune og formand for VUC Syds bestyrelse har “ingen kommentarer” til anklagen om mandatsvig, men han fortæller, at formålet med turen var at beslutte, om VUC skulle satse på at udvikle digitalt undervisningsmateriale i samarbejde med Apple:
“Vi var i gang med at indtage et marked, som ingen vidste noget om, og bestyrelsen skulle blive enige. Derfor var studieturen nødvendig,” siger han til Radio24syv.
Turen fandt sted 8. - 15. november 2014. Det fremgår af programmet, som Radio24syv har fået indsigt i, at to dage var afsat til transport til og fra Danmark, én dag var afsat til turisme i San Francisco, og én dag var primært afsat til besøg i nationalparken Yosemite. To dage bød på fagligt program hos virksomhederne Apple og Cisco, hvor delegationen havde fokus på digitalt undervisningsmateriale, mens to dage havde et enkelt fagligt indslag om dagen.
Cand. jur. Bente Hagelund, som har set programmet, mener ikke, at det faglige indhold retfærdiggør studieturens omkostninger - og har også svært ved at se nødvendigheden i at sende hele bestyrelsen og direktionen af sted:
”At tage otte dage over på den anden side af jorden for to dages program plus det løse - det, synes jeg, er luksus. Og det virker unødvendigt. Hvis man gerne ville mødes med folk fra Cisco og Apple, så kunne man jo have inviteret dem til Danmark. Det virker på mig som et figenblad, man har fundet på, for at give bestyrelsen og ledelsen en frynsetur til USA,” siger hun til Radio24syv.
Bestyrelsesformand, Hans Peter Geil, forsvarer det faglige program - og peger desuden på, at kun formanden aflønnes for sit bestyrelsesarbejde.
“De fleste brugte otte dage på at være af sted uden løn på et benhårdt fagligt program. Det var top guys inden for Apple og Cisco, vi mødtes med. Jeg kender ikke mange, der har været i Apples hovedkvarter. Og hele bestyrelsen var med, fordi det var et signal til Apple om, at der var opbakning,” siger han til Radio24syv.
Bestyrelsesformanden forklarer, at delegationen tog til Yosemite, fordi den alligevel skulle besøge en high school i nærheden af nationalparken, som netop havde satset på digital undervisning:
“Vi valgte ikke skolen, fordi den lå ved Yosemite, men fordi Apple havde anbefalet skolen. USA er et stort land, og transporttiden alene gjorde, at det ville være tosset ikke at se det udflugtsmål, når vi nu var i området,” siger han til Radio24syv.
Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, mener, at det er svært at vurdere, om turens indhold har været væsentligt nok til, at hele bestyrelsen skulle deltage:
“Det er svært at afvise fuldstændigt, at rejsen kunne være relevant - det er dog relativt usædvanligt, at selvejende uddannelsesinstitutioner herhjemme tager på den slags studiebesøg. Man kan sagtens opnå den samme viden ved at lade nogle af de eksperter, man har ansat, eller sin direktion varetage de her møder,” siger han til Radio24syv.
Per Nikolaj Bukh har dog, ligesom Bente Hagelund, svært ved at se det relevante ved bestyrelsens besøg i nationalparken Yosemite.
“Turen til Yosemite bærer ikke præg af, at den er en del af det faglige program. Derfor er den reelt ferie i tilknytning til den faglige tur, og det kan man naturligvis ikke få betalt. Det må være for egen regning, den ekstra tid man måtte opholde sig på stedet,” siger han til Radio24syv.
VUC Syd besøgte San Francisco, San Jose og Yosemite National Park. Alle steder overnattede de på 4-stjernede hoteller. Og kun i Yosemite overskred overnatningen ikke taksten i det statslige cirkulære for tjenesterejser.
I San José spiste de 15 deltagere på restauranten Left Bank Brasserie, hvor prisen landede på 6000 kroner. Endnu en middag, til 8000 kroner, er bogført i den samlede faktura. Men der findes ikke en udspecificeret kvittering for denne i de bilag, som Radio24syv har fået udleveret. Cand. Jur. Bente Hagelund påpeger, at der tilsyneladende er tale om dobbelt afregning
“Man kan ikke både få en middag betalt og samtidig få diæter. Diæterne er jo beregnet til, at man selv skal betale for sin middag,” siger hun til Radio24syv.
Ved tre lejligheder betalte VUC Syd desuden for, at hotelpersonale bar bagage op til medlemmernes værelser. Det kostede 4.140 kroner i alt.
Direktør for VUC Syd, Hans Jørgen Hansen, ønsker ikke at udtale sig, men henviser i stedet til bestyrelsesformand Hans Peter Geil. Bestyrelsesmedlem og borgmester i Aabenraa kommune, Thomas Andresen (V), har ikke ønsket at kommentere.