"Opgaven er klar."
Sådan starter sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) et opslag, han fredag har offentliggjort på sin Facebook-profil. Heri fortæller Magnus Heunicke, at han ikke kan gå på weekend endnu. Han har nemlig indkaldt Folketingets coronafølgegruppe til møde fredag.
"Først skal vi have stoppet stigningen i smittekurven. Og så skal vi have knækket den, så der kommer et fald. Effekten af nedlukningen vil vi først se om noget tid, så vi følger nøje alle tegn på udviklinger i smitten, i samfundsaktiviteten og i indlæggelser," tilføjer sundheds- og ældreministeren.
Årsagen er, at det danske sundhedsvæsen er presset i disse dage.
"Og jeg vil sige det, som der er: Vores sygehuse er pressede, og antal nyindlæggelser vil stige som følge af smittetallene den seneste uge. Særligt i hovedstaden, på Sjælland og i Midtjylland, som udviklingen ser ud nu."
Skal kunne følge med
Følgegruppen har haft travlt i denne uge. Både tirsdag og onsdag var de indkaldt - ligeledes af Magnus Heunicke - for at blive orienteret om de nye restriktioner, som regeringen har indført i løbet af den så godt som forgangne uge.
Intet tyder dog endnu på, at der er flere restriktioner på vejs.
"Her til morgen mødes jeg derfor virtuelt med folketingets partier i covid-19 følgegruppen for at drøfte en plan for, hvordan vi organiserer og prioriterer, så sygehusene og vores fantastiske, hårdtarbejdende personale kan følge med og tage sig af patienterne," skriver Magnus Heuncike om årsagen til, at følgegruppen er indkaldt fredag.
"Det bedste, vi alle kan gøre, er at få stoppet de smittekæder. Smitten er alle steder, hvor der er mennesker samlet. Så enkelt er det."
Hvornår præcis sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke mødes med følgegruppen er endnu ikke offentliggjort.