I 2014 kostede et udbrud af listeria 17 mennesker livet. Foto: Shutterstock
I 2014 kostede et udbrud af listeria 17 mennesker livet. Foto: Shutterstock

Tre døde indtil videre: Nu advarer myndighederne

Sundhed

09/06/2022 08:47

J. Bøgen

Et usædvanligt stort udbrud af listeria hærger for tiden, og det får myndighederne til at råbe vagt i gevær - for man har ikke fundet kilden til smitten.

I maj måned blev der herhjemme registreret 15 tilfælde af af infektion med bakterien listeria. På en gennemsnitlig måned plejer der at være fire tilfælde på landsplan, så det er altså næsten fire gange så mange, som normalt.

Det oplyser Statens Serum Institut (SSI), der også fortæller, at otte af de smittede er ramt af en særligt invasiv streng af bakterien, der godt nok er sjælden, men også alvorlig.

Og her dukker så det rigtigt store problem op:

SSI ved ikke, hvor det høje antal infektioner stammer fra.

Skyldes sandsynligvis forurenet fødevare

Da listeria kostede 17 danskere livet i 2014 viste det sig, at en bestemt producent af rullepølse sandsynligvis var kilden.

SSI arbejder lige nu sammen med Fødevarestyrelsen og DTU for hurtigst muligt at finde smittekilden og få stoppet udbruddet, men indtil det lykkes, beder de to grupper danskere om at være ekstra forsigtige.

For alle de 15 tilfælde af listeria blev indlagt, og det skyldes sandsynligvis, at de havde anden underliggende sygdom, generelt svækket immunforsvar eller var gravide. Derfor er det netop disse grupper, der opfordres til at være opmærksomme, indtil udbruddet er stoppet.

Fødevarestyrelsen har lavet to vejledninger til at undgå listeria, den ene er til allerede syge, og den anden er rettet mod gravide.

Undgå listeria - de tre bedste råd fra SSI

Hvis du ikke lige føler for at gå de to hjemmesider igennem, eller måske bare vil være lidt ekstra sikker i din egen hverdag, så opfordrer SSI til, at man følger de tre nedenstående råd:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt

  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere

  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste

Mest Læste

Annonce