Det er måske ikke så mærkeligt, at borgere og ansatte bliver forvirrede og mister tilliden til politikere og myndigheder. For ofte bliver der tegnet et billede, som bare ikke er til at genkende i virkeligheden.
Et eksempel fra denne uge maner til eftertanke. Ordførere fra satspuljepartierne har sammen med sundheds- og ældreminister Sophie Løhde spurgt regionerne: ”Hvor er pengene blevet af?”. Ministeren optrådte endda på psykiatritopmødet i weekenden bag et skilt med samme spørgsmål foran sig.
Læs mere om psykiatrien her
Vi samler alle væsentlige historier om psykiatrien på denne temaside.
Budskabet var altså massivt: Regionerne har formøblet de 2,2 mia. kr., som satspuljepartierne har sat af til psykiatrien i årene 2015-2018.
Hvor er pengene så blevet af?
Det korte svar er, at de naturligvis anvendes efter hensigten. Det forunderlige svar er, at de 2,2 mia. kr. skal tages med et gran salt, hvis man tror at det har karakter af en direkte saltvandsindsprøjtning til mere personale og øget kapacitet her i 2016.
Sagen er, at det samlede beløb på 2,2 mia. kr. dækker over 700 mio. kr. til anlægsudgifter (byggeopgaver m.v.), 400 mio. kr. til blandt andet en psykologordning, kompetenceudvikling m.v. og 1,1 mia. kr. til ”øget kapacitet”, dvs. personale og flere behandlinger. Over fire år vel at mærke.
De 1,1 mia. kr. er summen af 200 mio. kr. i 2015 og 300 mio. kr. i hvert af de tre efterfølgende år. Det er mange penge, især hvis man – som mange - forestiller sig, at der var en stigning på 300 mio. år for år. Men stigningen på 200 mio. kr. i 2015 og yderligere 100 mio. kr. i 2016 udgør tilsammen den reelle tilførsel til øget kapacitet på 300 mio. kr. Fra 2016 og frem er niveauet fladt, dvs. 300 mio. ekstra eller i gennemsnit 60 mio. kr. pr. region.
Det er også mange penge, og regionerne anvender dem til formålet, men det er meget langt fra det, som man som borger, patient, pårørende eller medarbejder i psykiatrien må forestille sig, når man hører, at der er tilført 2,2 mia. kr., som regering og folketing ikke kan finde.
Et år er blevet til fire år
Der er på sin vis intet at bebrejde nogen. For det har siden begyndelsen af 00’erne været helt almindeligt at gange alle beløb i den politiske debat med 4 for at vise tyngden af initiativer og hjælpepakker m.v. Metoden har været anvendt af skiftende regeringer og af skiftende oppositionspartier, så ingen har noget at lade hinanden høre.
Metoden har en vis berettigelse, idet bevillingerne på finansloven præsenteres med 4-årige ”budgetoverslagsår”, som skal give os alle en fornemmelse af konsekvenserne af de udgiftspolitiske beslutninger flere år frem. Politisk giver det også god mening, fordi mange økonomisk-politiske forlig i Folketinget har en fireårig tidshorisont, hvilket også var tilfældet for satspuljeaftalen om psykiatrien.
Men metoden giver skjulte udfordringer, som vi eksempelvis oplever i debatten om 2.2 milliarder til psykiatrien. Eller rettere en ekstra tilførsel på godt 500 millioner årligt til bygninger, uddannelse og mere personale.
Problemet er, at borgerne, medarbejderne i psykiatrien, patienterne og deres pårørende har svært ved at se sammenhængen mellem 2.2 milliarder kroner og hverdagen på afdelingerne.
Man kan fint argumentere for, at det er helt rigtigt at debattere fire-års beløb, og man kan forsvare, at politikerne på Christiansborg følger alle de spilleregler og det sprog, som er blevet normalt. Ja, det er også helt som det skal være, når de fem regioner sender pengene videre til afdelingerne, som de skal.
Der kommer ovenikøbet en masse ud af det i form af flere behandlinger og flere behandlede patienter.
Det problem, som vi dog alle må overveje er, om afstanden mellem det officielle sprog og den oplevelse, som møder borgerne og medarbejderne, er blevet for stor. Om den er en af mange årsager til, at tilliden til myndigheder og politikere er under pres.
