To helt forskellige syn på Serviceloven støder brutalt sammen, når Karen Ellemann nu kalder til politiske forhandlinger om Serviceloven.
- Reglerne i dag er for svære at gennemskue, og der er behov for at få luget ud i bureaukratiet. Det handler om at styrke borgernes retssikkerhed og sikre, at kommunernes administration bliver mere enkel i de enkelte sager, sagde Ellemann forleden.
Ledelsesavisen #3
Den sang har udsatte borgere efterhånden hørt i mange forskellige versioner de seneste år, og hver gang er ord og virkelighed foldet ud som to forskellige verdener. Politikerne sælger reformerne som forbedringer, mens borgerne oplever et velfærdssystem, der strammer skruen, stiller flere krav og ofte gør det sværere at finde den vej til arbejdsmarkedet eller et bedre liv, som politikerne peger på.
Ved at pege på Serviceloven som afsæt har Ellemann samtidig begået en mindre genistreg, sådan set med systemets øjne, for kedeligere kan det næsten ikke blive for alle andre end netop de mange borgere, hvis liv er gift med Serviceloven.
Derfor er det forståeligt, at alarmknapperne nu blinker og bamler i handicaporganisationerne.
- Vi kan jo også godt læse tal. Ifølge regeringens helhedsplan er der lagt op til en stigning i de offentlige udgifter på 0,5 procent årligt indtil 2025. Men når alene stigningen i ældre kommer til at betyde øgede udgifter for 0,6 procent om året, kan vi godt se, at nogle skal spare, lød en del af reaktionen fra Thorkild Olesen, der er formand for Danske Handicaporganisationer.
Behovet er åbenlyst
Handicapområdet har i årevis haft behov for modernisering af et regelsæt, som bliver stadig mere omfattende og stadig mere styret af paragraffer, kroner og ører snarere end intentioner.
Serviceloven består udover selve lovteksten af 126 øvrige dokumenter i form af bekendtgørelser og cirkulæreskrivelser. Læg hertil 220 afgørelser.
Ankestyrelsens seneste udgivelse af principafgørelser viser, hvor galt det står til. Her meddeler styrelsen, at en robotstøvsuger skal betragtes som almindeligt indbo og derfor ikke vil være omfattet af Servicelovens bestemmelser om støtte til hjælpemidler.
Sådan har Ankestyrelsen gennem årene behandlet masser af sager, hvor handicappede borgere har søgt at opnå offentlig støtte til almindelige forbrugsgoder mens raske borgere sparer op.
Omvendt har Ankestyrelsen med sine jævnlige praksisundersøgelser også påvist, at den offentlige sagsbehandling er fyldt med fejl. Ofte finder styrelsen fejl i to ud af fem udvalgte sager, og jævnligt endnu flere.
Det skaber en ond cirkel. Den offentlige sagsbehandling afføder usikkerhed hos borgerne, og samtidig presses sagsbehandlingen af omfattende afgørelser og regler helt ned i detaljer om en støvsuger eller mobiltelefon.
Ingen er tjent med den situation. Hverken handicappede eller deres sagsbehandlere, og derfor kan der være sund fornuft i at revidere Serviceloven.
Men Karen Ellemann og Thorkild Olesen lægger op til en tragedie allerede fra start. Ellemann, fordi hun anlægger samme tilgang, som de senere år har medført lappeløsninger og kaos hos sagsbehandlere og borgere, fordi de mennesker, det hele handler om, ikke bliver inviteret med til bordet. Olesen, fordi han anlægger en tilgang om krav, rettigheder og økonomi, som fortæller beslutningstagerne, at de mennesker, det hele handler om, ikke vil bidrage konstruktivt.
Kamp mod egne ord
De senere års erfaringer fra Socialkrisen og den klassiske opstilling af ret og pligt peger derfor allerede nu på et forløb, hvor Servicelovens revision bliver en retorisk magtkamp mellem skjulte økonomiske motiver og kamp for opnåede rettigheder.
Ingen af parterne har særlige forventninger til at den anden vil forstå behov og situation. Den position vil blokere for dialog selvom både politikere og handicappede burde søge netop dialogen den kommende tid.
I grunden er det forunderligt, for begge parter burde om nogen kende FNs handicapkonvention, som Danmark tilsluttede sig så sent som i 2009. Dengang tiltrådte vi officielt det eksplicitte formål “at fremme, beskytte og sikre muligheden for, at alle personer med handicap fuldt ud kan nyde alle menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder på lige fod med andre, samt at fremme respekten for deres naturlige værdighed.”
Afsættet for selve konventionen siger oven i købet, at lande, der tilslutter sig konventionen:
- n) anerkender vigtigheden af, at personer med handicap har ret til personlig autonomi og uafhængighed, herunder frihed til at træffe egne valg,
- o) finder, at personer med handicap bør have mulighed for aktivt at blive inddraget i beslutningsprocesser om politikker og ordninger, herunder enhver politik og ordning, der vedrører dem direkte,
De senere år har kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, ledige unge, fattige familier, psykisk syge og ulykkesramte borgere fået med reformsaksen.
Nu kan vi forvente samme tur på handicapområdet, og her er Serviceloven den svært kedelige indretning, der bliver knage for debatten.
Set med forvaltningernes og politikernes øjne er det som nævnt en genistreg, for bliver Serviceloven navnet på kamppladsen har man spillet velfærdsflertallets interesse af banen, og kan glide politiske forlig igennem på samme måde som fleksjobreformer, kontanthjælpsreformer og førtidspensionsreformer.
Ingen er dog vindere på en tilgang.
Forvaltninger og politikere taber, fordi beslutninger truffet uden reel inddragelse, bliver dårlige beslutninger.
Handicappede og deres organisationer taber, fordi kommende ændringer bliver implementeret hen over hovedet på de mennesker, det handler om.
Begge parter kunne i samarbejde træffe nogle gode beslutninger, som måske endda kunne gøre livet som handicappet lidt lettere i det offentlige system.
