Når vi her i Økonomistyring & Informatik set over 30 år har udviklet og formidlet ny viden om aktuelle ledelses- og styringsforhold, har vi altid lagt vægt på at beskrive de konkrete krav til og konsekvenser af styringskoncepter og ledelsesteknologier, set ud fra et dansk (eller rettere skandinavisk) samfunds- og menneskesyn. Ganske vist har vi i Danmark gennem den tiltagende internationalisering af vort erhvervsliv i stigende grad gjort anvendelse af globale, især amerikanske management-koncepter, f.eks. Activity Based Costing, Lean, Balanced Scorecard etc. Men vi har i forskningen lagt vægt på at beskrive anvendelsen og værdien af disse koncepter ud fra danske samfunds-, organisations- og aktørvilkår. De anvendte praktikcases har i det store og hele været hentet fra skandinaviske virksomheder og institutioner.
Ø & I bliver til Samfundslederskab i Skandinavien
Tidsskriftet Samfundslederskab i Skandinavien er en relancering af det 32 år gamle forskertidsskriftet Ø & I - Økonomistyring & Informatik, der nu er blevet digitalt og en del af DenOffentlige.
Samfundslederskab i Skandinavien lægger vægt på empiriske studier af ledelsespraksis og har hele Skandinavien som redaktionelt afsæt.
Læs mere her
Når vi ser på de herskende udviklingstrends på det styrings- og ledelsesmæssige felt, er der nogle tendenser, som går i retning af den tiltagende globalisering, og som indebærer, at det danske kulturelle særpræg og vort særlige demokrati- og samfundssyn får stadig mindre betydning – ikke mindst set ud fra den danske ledelses- og styringsdebat. Dette vil givetvis over tid smitte af på vores arbejdspraksis og de relationer og samspil, som skaber samfundets værdier, normer og identitet. Det ser vi i Ø&I’s redaktion som et kritisk kulturelt problem, fordi det danske samfunds-, organisations- og menneskesyn indeholder store dannelsespotentialer, som historisk set har haft stor betydning for det danske samfunds sociale udvikling, sammenhængskraft og kreativitet. Der er således tale om værdier, som vi i langt højere grad bør hæge om, være bevidste om og for alt i verden må forsvare.
Lad os nævne nogle forhold, som understøtter denne udvikling:
For det første er de danske universiteters forskning i stigende grad styret af kravene om international publicering. Dette gælder ikke kun inden for de naturvidenskabelige og teknologiske discipliner, men i stigende grad også indenfor de samfundsfaglige og økonomiske fagfelter. Men disse tendenser smitter efterhånden også af på humanistiske, kulturelle og kunstneriske felter. Kravene til international publicering er selvfølgelig vigtige og berettigede, fordi de er med til at styrke det internationale forskningssamarbejde. Men det synes, som om denne udvikling er drevet for vidt, når publicering uden for Danmark i tiltagende grad er blevet det primære kvalitetskriterium for excellent forskning. Den internationale publicering har medført en uheldig selektion af forskerviden, idet den viden, der er skrevet på engelsk, og som derfor i vidt omfang må skrive sig ind i det angelsaksiske samfundssyn, får en fortrinsstilling ved vurderingen af forskernes kvalifikationer. Hvis man som forsker ikke har skrevet sin ph.d.-afhandling på engelsk og derudover publiceret to til tre artikler i anerkendte engelsksprogede tidsskrifter, er man i dag uden chancer for at få et lektorat, endsige professorat på de store danske universiteter. Denne selektering indebærer, at ny viden inden for f.eks. økonomistyring, ledelse, erhvervsøkonomi og organisation bliver stadig mere elitær, teoretisk og fagligt set ikke tilgængelig for mennesker ude i praksis. En stigende del af danske universiteters undervisning udbydes efterhånden alene på engelsk, hvilket yderligere forstærker tendensen mod at negligere faglig debat og udvikling med basis i dansk ledelsessprog og skabt ud fra danske værdier, normer og traditioner. I takt med at udenlandske studerende i stigende grad optages på universiteterne, bliver dagligsproget engelsk, ikke kun i undervisningen, men også i kantinen og uden for skolen. Enhver kan regne ud, hvad dette indebærer for det danske sprogs fremtid og betydning for samfundets relationer, identitet, videnanvendelse, dannelse og sammenhængskraft. Det danske sprog bliver et udkantssprog, som kun bruges af mennesker, der ikke har gået i skole og derfor ikke anses for at være gearet til globaliseringens normer og erhvervsvilkår. Hvis du vil have karriere og være dér, hvor eliten hersker, må du kunne tale engelsk på modersmålniveau. Dvs. at du må tænke og tale på engelsk i det daglige sociale samvær. Engelsk bliver således ikke alene et skolesprog, men et alment basissprog for samfund og erhverv.
Denne form for globalisering kan også ses i mange andre lande. Men i Danmark er den tilsyneladende særlig udpræget til forskel fra andre lande, som vi kulturelt har et tilhørsforhold til. De andre skandinaviske lande som Norge og Sverige har i højere grad arbejdet på at fastholde det nationale sprog inden for den erhvervssproglige, akademiske og teknokratiske sprogbrug. På mange områder har vi her til lands et mindreværdskompleks, som giver sig udslag i et sprogligt og kulturelt snobberi, som tilsyneladende ikke møder kritik eller modspil. Vi må konstatere, at dette problem ikke synligt i den politiske debat. Tværtimod er den politiske dagsorden rettet mod øget globalisering med overvejende angelsaksisk dominans. Fra politisk hold tilskyndes der til at benytte engelsk som fagsprog, uddannelsessprog, erhvervssprog etc. Vi mangler en Holberg til at illustrere vores indbildske storhedsvanvid, jf. Erasmus Montanus. Denne globale angelsaksiske fokusering har haft stor politisk betydning for vores økonomiske politik, udenrigspolitik, forsvarspolitik etc. Vi har siden Fogh Rasmussen i starten af 00’erne ført en aktivistisk og følgagtig udenrigspolitik, hvor vi ukritisk har fulgt USA i Irak, Afghanistan og Mellemøsten i øvrigt. Denne politiske orientering har været styret fra en lille elite, som næppe har haft hele folket bag sig.
For det andet er denne angelsaksiske sprogdominans over de sidste 30 år blevet understøttet af den globale politiske udvikling. Ikke mindst i Danmark har den neoliberalistiske bølge haft stor politisk medvind på begge sider af det politiske spektrum. Den såkaldte Konkurrencestat med dens fokus på markedsmekanismer, kompetenceudvikling, præstationsmålinger og statscentralisme har præget det danske syn på styring og ledelse. Staten har udviklet et regime, hvorefter mennesker fra fødsel til død skal institutionaliseres til at være selvforsørgende, kompetente og resultatstyrede individer, hvor arbejdssåvel som privatliv er indrettet på at tjene og fremme statens konkurrencekraft og dens globale magtposition. Gennem denne form for statslig styring har vi skabt et samfund, hvor styringens rationalitet og funktionalitet dominerer menneskers tankesæt, livsverden, livsudfoldelse og livsværdier. Vort uddannelsessystem er fra vuggestue til universitet styret af opnåelse af individuelle præstationer, indbyrdes konkurrence på kompetencer og færdigheder, tilsidesættelse af menneskers frihed, livsværdier og følelsesmæssige relationer etc. Vi har i stigende grad givet afkald på de fælles sociale og menneskelige værdier, som lå til grund for den danske samfunds- og organisationsmodel. Her var de bærende værdier demokratiets lokale styreformer, den personlige ytringsfrihed, den sociale lighed, den ringe magtdistance fra top til bund, de nære sociale relationer mellem mennesker etc. Vi har i stedet for den danske samfundsmodel annekteret den angelsaksiske elitære klassesamfundstænkning, der er baseret på faglige viden- og uddannelsesniveauer, karrieremæssige selektionskriterier, ekskluderende loger og foreninger etc. Vi har ændret vore styringsværdier fra et folkeligt lighedsbaseret demokrati til et systembaseret individualistisk meritokrati, hvor godkendt dokumenteret viden, faglige præstationer og efterlevelse af systemets normer er bestemmende for menneskers anerkendelse, sociale status og karriereforløb. En sådan elitær selektion af mennesker er en fare for et samfund, der skal overleve alene med menneskers talentudvikling og samspil som grundressource. Faren for spild af menneskelig kreativitet og frie udfoldelse stor. Mange potentialer bliver hægtet af på et for tidligt tidspunkt i livet.
Man kan se den aktuelle danske politiske udvikling som et opgør mellem et storbyDanmark og et udkants-Danmark eller mellem et ekspert-Danmark og taber-Danmark. Med globaliseringen, vidensamfundet og uddannelsessystemet, der alle bygger på Konkurrencestatens markedslogik, har vi formået at slå det danske fælles samfundsejerskab i stykker. Et fremtidigt Danmark, som de færreste måske har set endnu, og som de fleste nok har svært ved at anerkende. Men tendenserne er klare.
Det er derfor vigtigt, at vi i højere grad genetablerer en dansk fælles mangfoldig samfundskultur, hvor de danske relationelle værdier, de fælles sprogtraditioner, de bæredygtige menneskelige og demokratiske dannelseskriterier, de danske fagkulturer, smådriftens lokale samspil etc. genskabes på tværs af samfundet. Lad os i fremtiden også tænke indadtil på at genskabe de grundlæggende værdier, som i århundreder har båret den særlige danske samfundsidentitet, de frie og selvstændige arbejdsværdier, den kreative og eksperimentelle designkultur etc. Men en sådan udvikling vil kræve, at vi forstår, hvad et samfund består af, og hvorfor vi ikke som samfund og fællesskab kan leve på lånte fjer og kopiering af fremmede værdier.
Sidst, men ikke mindst: Denne artikel skal ikke ses som et ensidigt angreb på fagligt samarbejde på tværs af sproglige og kulturelle menneskeskabte værdier, hvor kreativitet, faglighed, relationer og talenter etc. indgår som muligheder i et åbent mangfoldigt dannelsesunivers. Intet samfunds normer, rammer og ressourcer kan eller skal fastlægges og styres fra centralt hold. Hertil er menneskers natur og handlekraft for kompleks og uforudsigelig. Ensidig rationel centralistisk styring af mennesker kommer der sjældent noget godt ud af.
Preben Melander
