Fordelingen af elever på landets gymnasier skal alligevel ikke findes ved lodtrækning. Foto: Shutterstock
Fordelingen af elever på landets gymnasier skal alligevel ikke findes ved lodtrækning. Foto: Shutterstock

Gymnasieaftalen bliver ændret: Lodtrækning droppet

Uddannelse

23/5/22 9:44

Jens Asbjørn Bøgen

Den omstridte aftale omkring fordeling af elever på landets gymnasier, bliver nu ændret radikalt.

Sidste år blev politikerne enige om en ny model for fordeling af elever på landets gymnasier. Men nu bliver et særligt punkt ændret.

Politikerne er nemlig blevet enige om en tillægsaftale til den indgåede aftale, så det ikke længere er lodtrækning, der afgør fordelingen af eleverne - i stedet bliver det afgørende transporttiden.

Det skriver TV2.

"Transporttiden kommer til at veje langt tungere i modellen, end den har gjort hidtil," siger børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) til TV2.

Max 45 minutters transport

Udover skrotningen af lodtrækningselementet, bliver der også ændret i den maksimale transporttid for ansøgere, der ikke får plads på en af deres fire prioriteter. Oprindeligt var den maksimale tid 60 minutter, men det bliver nu sat ned til 45 minutter.

Det betyder, at mange får kortere vej til gymnasiet i forhold til de gamle regler, som ellers var planlagt til at skulle fortsætte i den nu ændrede aftale.

De unge, der ikke får plads på et af deres fire ansøgte gymnasier, bliver fremover tildelt en plads på den nærmeste skole med ledig kapacitet.

Men da den maksimale transporttid bliver sat til 45 minutter, betyder det, at regionen får mulighed for at hæve kapaciteten på den eller de skoler, hvor ansøgeren får kortest transporttid.

Radikale Venstre har haft afskafningen af lodtrækning som et kardinalpunkt i forhandlingerne:

"Vi er gået ind i aftalen, fordi nogle skoler i Danmark bliver valgt fra af eleverne og derfor er lukningstruede. Det har været afgørende for os at lave en model, der gør det lokale gymnasium til en attraktiv mulighed," siger Radikale Venstres ungdomsuddannelsesordfører, Anne Sophie Callesen, til TV2.

Aftalens tre delelementer

Det er Socialdemokratiet, Radikale Venstre, SF, Enhedslisten, Alternativet og Kristendemokraterne, der har indgået den nye aftale. 

Alt i alt kommer den nye aftale til at indeholde tre delelementer:

  • Lodtrækningselementet fjernes. I den oprindelige aftale var der lagt op til, at lodtrækning skulle bruges som kriterium i fordelingszonerne. Nu erstattes lodtrækning som fordelingskriterium af transporttid.

  • Den maksimale transporttid sænkes til 45 minutter hver vej i hele landet. I dag er den maksimale transporttid 60 minutter hver vej. Hvis eleven selv ønsker et gymnasium længere væk, kan vedkommende fortsat få længere transporttid end 45 minutter.

  • Regionerne skal ved fordeling af ufordelte ansøgere først og fremmest lægge vægt på ansøgerens transporttid.