Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Spionmistænkt due holdt fanget i 8 måneder - nu er den blevet løsladt

Udland

05/02/2024 09:06

J. Bøgen

Myndighederne fandt underlige beskeder skrevet på duens vinger, da den blev taget til fange i maj 2023.

I krig og kærlighed gælder alle kneb, lyder det gamle ordsprog.

Der findes da også et utal af episoder fra historien, hvor forskellige nationer har forsøgt sig med mere eller mindre velgennemtænkte nye måder at udspionere på andre nationer - og ofte har dyr spillet en afgørende rolle.

Under den kolde krig forsøge CIA sig for eksempel med en spionkat, men det seneste kapitel i hele dyre-spion-sagaen, involverer i stedet et fjerkræ.

I maj 2023 blev en due nemlig fanget nær en havn i den indiske by Mumbai. Myndighederne mistænkte nemlig, at duen var en kinesisk spion, da der var skrevet en besked på duens vinger med ord, der så ud til at være kinesiske.

Resultat: De følgende otte måneder blev duen tilbageholdt på et indisk dyrehospital efter ordre fra de indiske myndigheder, men i sidste uge blev den så endelig løsladt.

Det skriver CNN.

Ikke første gang

Det var den indiske gren af dyrværsorganisationen PETA, der startede en kampagne for at lægge politisk pres på de indiske myndigheder, så duen kunne komme ud af sit fangenskab.

"Efter at have fundet ud af, at en due blev holdt på Bai Sakarbai Dinshaw Petit Hospital for Animals (BSDPHA) i Parel i forbløffende otte måneder, gik PETA India i gang for at sikre fuglens frihed fra fangenskab," sagde PETA i en meddelelse.

Det er faktisk ikke første gang, en due er blevet tilbageholdt af den selvsamme årsag. Tilbage i 2016 blev en anden due angiveligt taget til fange, fordi myndighederne fandt en seddel på fuglen, der truede den indiske premierminister.

Historien melder dog ikke noget om, hvorvidt den besked også mistænkes for at være skrevet på kinesisk.

Hvidvalen

I 2019 blev en hvid hval set iført en specialfremstillet sele med et kamera monteret.

Dengang mistænkte eksperter, at det var det russiske militær, der havde trænet hvalen til at spionere på vegne af Rusland.

Netop den slags hvaler er socialt anlagt og jager og rejser typisk i grupper. Denne hval blev imidlertid fundet alene og blev kendt for at følge efter både og lege med besætningen ombord.

Hvalen blev set igen så sent som 2023 i svensk farvand.

Mest Læste

Annonce