Det drejer sig om Nordjylland og Hovedstadsområdet. Med pengene bliver der oprettet særlige midlertidige uddannelsesindsatser til særligt ramte kommuner, og ansat flere VEU-koordinatorer, der skal sikre, at arbejdsstyrken hurtigt er klar til at tage job i andre brancher.
Sundhedskrisen har ramt nogle geografiske områder hårdere end andre. Særligt mange borgere er berørt i Nordjylland og hovedstadsområdet. Det stiller ekstraordinært høje krav til, at de faglige organisationer, arbejdsgivere og myndigheder samarbejder tæt for at sikre, at afskedigede medarbejdere hurtigt kommer tilbage i beskæftigelse.
Det kræver samtidigt, at udbuddet af uddannelsesforløb matcher de områder, hvor der rent faktisk er muligheder for job, og at der afsættes ressourcer til at sikre tæt koordination med parter og uddannelsesinstitutioner.
Derfor bliver der afsat 10 millioner kroner, så der bl.a. kan ansættes flere VEU-koordinatorer (erhvervsrettet voksen- og videreuddannelse), så det regionale branchesamarbejde bliver styrket i Nordjylland og i hovedstadsområdet. Koordinatorerne skal følge det regionale kompetencebehov tæt og sikre hurtig og erhvervsrettet omstilling af arbejdsstyrken.
I de to områder bliver der i løbet af foråret 2021 også sat gang i særlige midlertidige uddannelsesindsatser. Uddannelsesindsatserne vil gennemføres som indsatser for afgrænsede grupper af berørte, eksempelvis medarbejdere i enkelte virksomheder eller brancher. Indsatserne vil især være målrettet faglærte og ufaglærte, men kan også indbefatte borgere med en videregående uddannelse, som ønsker omskoling til nye erhverv.
Beskæftigelses- og ligestillingsminister Peter Hummelgaard siger:
"Nogle områder har været særlig hårdt ramt – enten på grund af særlige restriktioner eller fordi en rigtig stor andel af borgerne har været ansat i brancher, som i den grad er sat tilbage på grund af corona fx ansatte på minkfarme og inden for luftfart. Dem skal vi give en ekstra hjælp."
"Jeg er glad for, at vi med denne pose penge kan hjælpe med til at omskole borgere i de hårdest ramte områder og styrke det store koordineringsarbejde, så de hurtigt kan komme videre på arbejdsmarkedet."