Byggeriet af Nyt Hospital Herlev bliver markant dyrere end planlagt. Foto: Shutterstock
Byggeriet af Nyt Hospital Herlev bliver markant dyrere end planlagt. Foto: Shutterstock

Ekstraregning på en kvart milliard for nyt hospital

Velfærd

06/05/2022 11:31

J. Bøgen

Ekstraregningen for opførslen af Nyt Hospital Herlev bliver et tre-cifret millionbeløb.

Budgettet for Nyt Hospital Herlev får en ekstraregning på mellem 240 og 372 mio. kroner.

Det er budskabet i den seneste kvartalsrapport for byggeriet, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Ekstraregningen skal lægges oven i det oprindelige budget på 2,3 mia. kroner og den indregnede buffer på cirka 15 pct. af totalrammen.

Opjustering af overskridelse

Den nye vurdering er en opjustering af den budgetoverskridelse, man førhen havde regnet sig frem til. Den lød på mellem 190 og 335 mio. kroner.

Og opjusteringen har en meget specifik årsag, fortæller vicedirektør i Region Hovedstadens Center for Ejendomme, Ole Kristian Bottheim, til Licitationen:

"De ekstra 50 mio. kroner skyldes ene og alene udbedring af spildevandsinstallationer."

Entreprenør nægter ansvar

Det spanske selskab Inabensa blev oprindeligt hyret som entreprenør på byggeriet, men de blev smidt på porten i oktober 2020.

Inabensa er også tidligere blevet anklaget for fejl, men entreprenørens moderselskab, Abengoa, afviser at have nogen skyld i byggeriets udfordringer:

"Som vi har fremført ved andre lejligheder, udtrykker Inabensa Danmark sin fuldstændige uenighed i sådanne udtalelser og insisterer på, at virksomheden ikke er ansvarlig for eventuelle fejl/lækager, som projektet har lidt", lyder det i et mailsvar fra Abengoas presseafdeling til Licitationen.

Regionen har trukket entreprenør i retten

Region Hovedstaden har gang i en voldgiftssag mod Inabensa, og ekstraregningen bliver nu en del af kravet.

Indflytningen i det nye hospital skulle egentlig være sket i marts 2019, men i takt med, at der er dukket flere fejl og problemer op, har man delt indflytningen op i to faser. Sidste indflytning skal, efter planen, ske i september 2022.

Mest Læste

Annonce