En debat om hvem der har flest penge til velfærd, redder langt fra velfærdssamfundet, skriver chefredaktør Nick Allentoft.

Velfærdsstatens søjler vakler

Politik

10/06/2015 11:21

Mikkel Sarka

Velfærdsstaten er Danmarks tryghed og globale styrkeposition. Men den vakler og debatten om, hvem, der har flest penge til mere velfærd, er langt fra svaret på en redningsplan.

Velfærdsstaten er i eksistenskrise, men både socialister og kapitalister burde have en solid interesse i at redde netop den velfærdsmodel, som danskerne holder så meget af. Socialisterne, fordi velfærdsmodellen er socialpolitik sat i system, og kapitalister, fordi markedet kan koncentrere sig om at være netop marked mens fællesskabet tager sig af resten.

Tema om offentlig modernisering

Gennem 30 år har politikerne forsøgt at modernisere den offentlige sektor.

Læs her hvad centrale nøglepersoner mener om de forsøg. 

Problemet er, at velfærdsstaten vakler på begge områder. Den tidligere ISS-topchef Waldemar Schmidt har sagt det rammende.

”Vi udviklede velfærdssamfundet efter Anden Verdenskrig, hvor de to bærende søjler var et internationalt konkurrencedygtigt erhvervsliv, som skulle levere velstand, og et velfærdssamfund, der skulle levere social tryghed. Begge søjler vakler nu.”

                Læs også: Middelklassen har sejret ad helvede til

Udtalelsen fra den tidligere koncernchef for ISS kom i august 2013, da han på vegne af Copenhagen Goodwill Ambassador Corps fremlagde et oplæg til en ny dansk samfundsmodel. Siden har der været stille fra Schmidt, men hans budskab om at søjlerne vakler, er mere relevant end nogensinde.

En situation, som i øvrigt også tænketanks-debattører som Jens Jonatan Steen, Martin Ågerup og Karen Lumholt kan blive enige om, når de melder ud, at kursen i velfærdsdebatten er kørt af sporet.

Velfærd er en global konkurrencefordel

Globaliseringen bruges ofte som argument for reformer og justeringer af velfærdsstaten. Tænk, hvis man brugte globaliseringen som en konkurrencefordel. Tænk, hvis vi anerkendte velfærdsstatens ganske succesfulde afsæt, og stod sammen som nation om at gøre arbejdet færdigt. Sikre balancen mellem de to søjler - social tryghed og et stærkt erhvervsliv.

Velfærdssamfundet er en af nationen Danmarks stærkeste muligheder på den globale scene. Vi har værdifulde erfaringer på velfærdsstats-området samtidig med, at masser af lande er ved at bygge deres egne velfærdssamfund.

                        Læs et eks på det velfærdssamfundets globale muligheder her

Kun få lande kan konkurrere med de danske erfaringer med en socialt bæredygtig samfundsmodel, hvor vi har tillid til hinanden og lever et - til tider lidt for - trygt liv.

Velfærden er vores globale styrke

De senere års reformer har med deres rene økonomiske og teknokratiske fokus helt ignoreret velfærdsmodellens dna - tillid, tryghed, fleksibilitet og en særlig indretning af arbejdsmarkedet. Reformerne er kommunikeret til middelklassen, men har bid for bid justeret forholdene for alle andre - herunder en lang række socialt udsatte samfundsgrupper.

Det er som at sende Titanic på sin jomfrurejse blot med det lille twist, at rejsen har varet i årtier, og katastrofen derfor fortoner sig i fortidens fejl, mens nutidens kriser styrer debatten.

Behovet for forandring har stået og blinket siden jordskredsvalget i 1973, og den aktuelle situation er beskrevet af blandt andre professor Preben Melander, i dette citat.

“Vi er på vej mod et samfund, hvor statens økonomi går forud for samfundets, folkets og menneskers trivsel og velfærd. Den politiske styringslogik i 2010’erne er større produktivitet for færre penge, koste hvad det vil af tab af trivsel, livskvalitet, social udfoldelse og demokratisk medbestemmelse.”

                      Læs hele artiklen fra Melander her.

Det begyndte med Jordskredsvalget

Jordskredsvalget i 1973 vendte op og ned på det politiske landkort, men der blev aldrig rigtig vendt op og ned på udviklingen i den offentlige sektor.

På trods af, at 44 procent af alle vælgere skiftede parti og hvert tredje medlem af Folketinget blev udskiftet, skabte jordskredet reelt ingen væsentlige forandringer i årene efter. Fem partier blev med det historiske valg til hele ti forskellige partier i folketinget, og dermed blev det en relativt let sag for gamle partier at køre over de nye uden hensyn til vælgerhavet.

Fornyelsen var med andre ord til at overskue i de efterfølgende års politiske beslutninger. De store partier kørte - bedst illustreret med en kortvarig VS-regering - videre, og grundfæstede dermed mange af de demokratiske frustrationer, som folkedybet står med i dag.

                      Læs også: Vesten er truet af forfald

Velfærdsfesten i tresserne

Forud for valget i 1973 havde Folketingets partier holdt velfærdsfest på danskernes regning. Fra 1960 til 1970 voksede den offentlige sektor til dobbelt størrelse og samtidig steg skattetrykket fra under 25 procent til over 40 procent. Det med skattetrykket opdagede danskerne ikke rigtig, for væksten pøsede hvert år flere penge på lønnen end skatten tog.

Udviklingen er iøvrigt velbeskrevet i Mikael Lindholms bog, Kampen om Velfærdsstaten.

Da oliekrisen satte ind ramte virkeligheden danskerne - og politikerne - som et knytnæveslag. Jordskredsvalget i 1973 markerede et stærkt folkeligt ønske om, at gøre op med den udvikling, der havde listet sig ind i løbet af et fedt tiår - minder det om de glade nullere, så er det ikke helt skævt!

I dag er skattetrykket stadig højt. Antallet af offentligt ansatte er eksploderet. I 1960 var én ud af ti danskere i beskæftigelse offentligt ansatte, i dag er tallet en ud af tre eller fire alt efter opgørelsen.

Samtidig er trygheden forsvundet for mange mennesker. Socialkrisen har slået rødder med stiltiende accept i brede dele af samfundet - primært middelklassen, hvor uroen primært er koncentreret om dagpengeregler og en mulig kommende reform.

Alligevel handler den politiske debat om, hvem af dem der har “flest penge” til velfærd. Hvem, der vil gøre mest for offentligt ansatte, og hvem, der vil lukke grænserne mest i en verden, hvor grænser falder omkring os.

Det er derfor rimeligt at konkludere, at det politiske system har svigtet danskerne gennem 40 år.  

                              Læs også: Fuck the poor, siger dansk kunstner

Mere udfordret end nogensinde

Måske derfor vinder partier som Alternativet og Liberal Alliance vælgernes gunst. De taler om den virkelighed, danskerne møder. Den verden danskerne lever i. Andre taler om den verden mange mennesker frygter. Det bidrager mere til frygten end til løsningerne.

Vel er Danmark udfordret. Med én dansker for hver 1200+ andre mennesker på kloden er vi få og små. Det er let at forsvinde i den mængde. Tror nogen oprigtig på, at de andre lige præcis får øje på os?

De andre får kun øje på os, hvis vi gør noget rigtigt. Noget interessant. Og så vil de være en del af det. Være med. Ligesom da Verden opdagede Lego. Eller Novo. Eller containerskibene. Eller H.C. Andersen. 

Vi skal leve af, at de andre får øje på os, for det vi kan, og hele tiden blive dygtigere til netop det. Velfærdsmodellen er en af de ting, vi har været - nogenlunde - dygtige til.

Forstår vi det, så har vi som lille civiliseret, velorganiseret, harmonisk, trygt og teknologisk moderne samfund alle muligheder for at rykke fra alle andre.

                                   Læs interview med direktør Hanne Lindblad fra Callme - hun vil ændre verden med et teleselskab

Mest Læste

Annonce