Vi skal stille diagnoser og hjælpe tidligst muligt, men: Effektiv uddannelsesstøtte kommer først i gymnasiet

Det er stadig den kortsigtede dårlige økonomi og ikke den langsigtede fornuftige investering (eller hensynet til det enkelte menneskes velfærd) der vejer tungest når kommunerne skal beslutte om de skal hjælpe børn og unge med psykiatriske diagnoser.

For nylig hørte jeg en Mor fortælle hvor heldige de var, at sønnen gik i skole før der fandtes inklusionskrav i folkeskolen:

Jeg var til fest med vennerne. Midt i runden med opdatering på vores respektive børn, var der særligt en historie som var interessant: Historien om den søn, der både har autisme og er ordblind og som i dag går på universitetet og trives!
 
Det begyndte med: "Hvordan går det med jeres søn?"
 
"Det går bare så godt, han er snart færdig med sin bachelor på Københavns Universitet."

"Wow! Hvordan klarer han det?"

Ingen kvaler staten betaler
 
"På Københavns Universitet blev vi forældre indkaldt til orienteringsmøde før studiet startede op, og sammen med de unge fik vi fortalt om mentorordninger og ordblinde-rygsæk. Det var en overvældende positiv og betryggende oplevelse, at universitet så os forældre som sparringspartnere, og at de forventer at vi stadig vil støtte vores børn, også selvom de nu er universitetsstuderende sønner og døtre."
 
Da sønnen tre år tidligere var startet på det særlige gymnasium for unge med autisme var der også  nem adgang til støtte. Begge steder var begrundelsen: Staten betaler, så det er ikke noget problem. Man skal bare fortælle at man har en diagnose/ et handikap.
 
Den gang sønnen skulle gå i folkeskole, var der heldigvis ingen krav om inklusion, og deres søn kom i en gruppeordning, da det viste sig han havde det svært. Der havde ganske vist ikke været resurser til ordblinde-hjælpemidler,og det tog næsten fem år, fra han blev testet til han fik hjælpemidler. For i en lille kommune er der begrænsede resurser: "Kommunen indkøber måske kun tre ordblinde-rygsække, og hvis der så er fem der har brug for dem, så er det bare ærgerligt."
 
Sønnen havde kun et eneste år gået i "normal skole", det var hans tiende klasse. Og det havde været ok, ikke godt, men ok.
 
Solstrålehistorien, der bør fortælles igen og igen
 
Jeg blev bare så glad: "Det er lige den slags fortællinger jeg skal kunne fortælle de forældre jeg møder i mit arbejde. For det indgyder håb og optimisme."  
 
Som børne- og ungdomspsykiater ved jeg nemlig for lidt om de familier, hvor det går godt. 

"Jeg oplever skoleledere og PPR-psykologer, der sikkert føler sig tvunget af kortsigtede økonomiske omstændigheder, og derfor argumenterer mod gruppeordningen og behandlingsskole og f.eks. fortæller at børn ikke kan få god faglig udvikling på en behandlingsskole. Derfor er jeres fortælling om jeres søn, der i dag går på universitet, fantastisk. Det er en meget vigtig solstrålehistorie, og et godt modargument!"

 
Udviklingen går den gale vej
 
Desværre var moderen ikke så begejstret som mig:
"Men sådan er det desværre ikke i dag. For hjælpen er der endnu mindre i dag. Hvis du vidste hvor svært det er at læse på de sociale medier om hvordan børnene har det i dag. Nu skal de inkluderes, men reelt bliver de ekskluderet, for de kan ikke udholde at være med i klasseværelset, og så sidder de f.eks. hele dagen i et kosteskab."
 
Og: "Jeg synes, jeg skal skrive til folk: Hold ud, når først jeres barn er kommet igennem folkeskolen, så bliver det godt. For så overtager staten udgifterne, og så bliver det nemmere. Men alt for mange børn udsættes i dag for alt mange nederlag i de tidlige år, nederlag som vores søn ikke blev udsat for. De bliver jo syge af de nederlag, får ødelagt deres selvværd, får angst, depressioner, og ocd, eller opgiver og kommer slet ikke afsted i skole."
 
I dag taber vi alt for mange børn til psykisk sygdom, som sagtens kunne være hjulpet, og sagtens kan blive gode samfundsborgere. Hvis man investerer i dem. 
 
Inklusionen, som skulle være en hjælp er mange gange det modsatte. Måske er selve ideen om inklusion ikke dårlig, men økonomien mangler.
 
Al forskning viser, at jo tidligere vi sætter ind, jo bedre afkast får vi af den investering, vi putter i børnene. Og denne fortælling er et godt eksempel på et godt afkast af statens investering i denne dreng.

Måske er kommunernes budgetter for små, til at have ansvaret for disse opgaver. De skal stå for den hjælp der er brug for til børn med psykiatriske diagnoser, men de skal ikke betale. Den opgave skal ligge i staten, ikke først i gymnasiet og på universitet, men allerede i børnehave og folkeskolen. Ligesom medicintilskud heller ikke kører gennem kommunernes budgetter.

Måske var det en kæmpefejl, da man flyttede økonomien for de amtslige opgaver over i kommunerne for ti år siden. 

Selvfølgelig vil kommunerne hjælpe børnene. Men økonomien er så presset, at de ikke evner at følge de anbefalinger der kommer fra Børne- og Ungdomspsykiaterne.

Fagligheden sat ud af kraft 

For mange mange år siden, blev vi spurgt: ”Hvad skal vi gøre?”. Og så gjorde man det. 

I dag må vi kun beskrive barnets funktionsniveau og så skal kommunens folk selv finde på hvad der skal til for at hjælpe barnet. Det er en ændring fra at spørge børnepsykiateren til råds til at man selv vil bestemme.

Denne ændring er IKKE sket fordi,  der er fagfolk ude i kommunerne, der er kompetente og ved hvordan man hjælper et barn med autisme og godt kan vurdere hvornår et barn kan klare sig i normal skole eller bør få en gruppeordning. Den ændring er - som jeg oplever det - udelukkende kommet fordi kommunerne mener, at børnepsykiatrien kommer med alt for mange dyre råd. Det er blevet for dyrt (på den korte bane!!) at gøre det vi anbefaler.

I mine øjne sker der i dag forhaling af sager og mange kommuner afviser hjælp indtil forældrene har klaget og kommunen er blevet pålagt at hjælpe. I mine øjne sker det ikke fordi kommunens folk er onde, men de kan bare ikke få deres budgetter til at hænge sammen.

Desværre er der igennem årene opstået en stor mistillid mellem folk som mig og kommunerne, fordi jeg tolker kommunernes handlinger, som jeg beskriver dem her. Og kommunens folk synes helt sikkert at jeg bare vil kræve ind på familiernes vegne, og at jeg ikke skal kloge mig på hvad der er godt derude.

Jeg vil udskrive recepter på behandling

Men er det ikke lige netop det jeg er ansat til? At være vidende og have indsigt i, hvad der er det rette at gøre for mine borgere? Det synes jeg faktisk. Det er mit job, at vide hvor svær og belastende en autisme er, og hvad der skal til for at hjælpe et barn.

Når jeg sidder med den enkelte sagsbehandler eller PPR-psykolog er vi ofte enige. Men i de konkrete sager, er det bare svært. For der er nogle økonomiske rammer, der gør det umuligt at give barnet det, barnet har brug for.

Derfor: Adskil økonomi fra indsats. Det første tænker altid kortsigtet. Det andet skal lave resultater på langt sigt.

En anden løsning er, at børne- og ungdomspsykiaterne får autoritet til at udskrive recept til den hjælp og de indsatser børn og unge med diagnoser har brug for. Præcis lige som vi kan udskrive recept på medicin.

Så vil der ikke være den store ulighed fra kommune til kommune, hvor man i en rig kommune får en hel anden behandling end i en fattigere kommune.

 

Emneord: Udsatte unge, Udsatte børn og unge, Psykiatrien, Psykiatripakke, Psykiater, Nina Tejs Jørring, Strukturreformen, Kommunalreform
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også