Gode relationer giver trygge borgere

Velfærd

16/12/2014 12:00

Paul Sauer

I Nordsjælland får borgerne en sms, hvis der er tricktyve på spil i nabolaget, eller en dement plejehjemsbeboer er gået hjemmefra i nattøj. Det hjælper politiet og skaber tryghed i lokalsamfundet.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Ny teknologi involverer borgerne

Vågne borgere og ny teknologi kan være en heldig cocktail. Det har de erfaret hos Nordsjællands Politi, hvor tiltaget Tryk Politi er en succeshistorie om samarbejdsdrevet innovation med 33.000 tilmeldte borgere. Men også en historie om, at tingene ikke altid går, som vi regner med.

Både virksomheder og offentlige myndigheder oplever i disse år, hvordan nye og mere uformelle kanaler til kommunikation med kunder og borgere udvikles i takt med udbredelsen af sociale medier og mobile løsninger. Kommunerne går på Facebook, hvor borgerne kommenterer alt fra huller i vejene til udmøntningen af folkeskolereformen.

Det lokale bibliotek annoncerer nye tiltag på Twitter og beder følgerne komme med forslag til næste måneds forfatterarrangement. Man kan blive ven med SKAT, Zoologisk Museum eller sit barns foretrukne legeplads, men ofte savner myndighederne ideer til, hvad den digitale tilstedeværelse kan bruges til.

Et konkret værktøj udviklet af Nordsjællands Politi i samarbejde med Rigspolitiet giver nye perspektiver på, hvordan ny teknologi kan involvere civilsamfundet direkte og meningsfuldt.

“Det har vist sig, at der er en stor beredvillighed hos borgerne, og det har været en meget positiv oplevelse at være med til at sætte den ressource i spil,” siger direktør i Nordsjællands Politi, Finn Borch Andersen.

En efterlyst Ford Mondeo

Tryk Politi blev udviklet som et pilotprojekt. Ideen var en sms-kæde, som skulle gøre det lettere for borgerne at give politiet tips, der kunne forhindre eller opklare indbrud i regionen.

Når man er tilmeldt Tryk politi, modtager man en sms, hvis politiet vurderer, at man kan bidrage med nyttige oplysninger i forbindelse med en politisag for eksempel et indbrud

“De tilmeldte borgere modtager en sms, hvis vi vurderer, at de kan bidrage med oplysninger,” fortæller Finn Borch Andersen. “Beskeden indeholder typisk en kort beskrivelse af forbrydelsen og et bud på, hvad borgeren skal holde øje med.”

Sådan en besked modtog Rasmus Christensen fra Slangerup tidligere i år. På sin telefon kunne han læse, at politiet efterlyste en ældre blå Ford Mondeo med en særlig nummerplade, idet bilen var blevet observeret i forbindelse med et indbrud i en villa. Da han kiggede op fra telefonen, opdagede han, at den forankørende bil havde det rigtige registreringsnummer. Herefter kontaktede han politiet, og med vagtcentralen i røret forsøgte han at holde sig bag den blå bil. Rasmus Christensens oplysninger endte med at føre til anholdelse af to gerningsmænd, der havde bilen fuld af tyvekoster.

Effekten af Tryk Politi kan være svær at måle, men at den er der, tvivler politidirektøren ikke på.

“Vi kan naturligvis måle effekten på enkeltsagsniveau. Måske ville vi opklare forbrydelserne alligevel. Men vi kan ikke vide hvornår, eller hvor mange ressourcer det ville have kostet. Det vanskeligste er at måle den indirekte effekt af relationen mellem borger og politi og den tryghed, som et opmærksomt civilsamfund skaber. Men vores brugerundersøgelse har vist, at borgere, der er tilknyttet ordningen, føler sig mere trygge.”

Inspireret af Holland

Dansk Politi er inspireret af Holland, som i flere år med stor succes har brugt netværket Burger-net til at involvere civilsamfundet. Erfaringerne fra Holland viste en god effekt af at lade borgerne holde øje med hinandens huse og udvise nysgerrighed over for påfaldende opførsel.

“Da vi startede op, tænkte vi især på at forebygge og opklare indbrud, for det var den vigtigste effekt af vores hollandske forbillede. Til gengæld havde vi ikke tænkt på de humanitære eftersøgninger – altså eftersøgninger af børn eller ældre mennesker, som meldes savnet. Det er imidlertid et meget effektivt værktøj til det formål, og vi har fundet en del eftersøgte via Tryk Politi.

Det er af stor betydning for den enkelte, som bliver fundet hurtigere, og for deres pårørende. Samtidig er det ressourcebesparende, idet eftersøgninger ofte kræver meget mandskab, hundepatruljer og helikopter.” Konceptet viste sig således at have en dobbelteffekt, man ikke havde forudset.  

Taxanettet og hjemmehjælperne

For at gøre Tryk Politi til en succeshistorie, var det afgørende, at Nordsjællands Politi hurtigst muligt fik mange tilmeldte borgere. I dag er 33.000 borgere tilmeldt tjenesten.

“I forhold til rekrutteringen har vi arbejdet med traditionel markedsføring og indrykket annoncer og den slags. Men vi har også indgået strategiske partnerskaber,” fortæller Finn Borch Andersen.

Et af af disse partnerskaber er det, politiet kalder taxa-nettet. Nettet opstod, da Nordsjællands Politi indgik en aftale om tilmelding af samtlige chauffører. Senere fulgte 13 nordsjællandske kommuner, der har tilmeldt samtlige medarbejdere.

“Vi er selvfølgelig især optaget af de medarbejdere, der færdes en del i det offentlige rum,” forklarer Finn Borch Andersen og henviser til sundhedsplejersker, hjemmehjælpere og ansatte i vej- og parkvæsnet.

Byggesten til et robust samfund

Den lokale forankring er vigtig. Men det vigtigste er relationen mellem politi og borgere.

“For ikke så mange år siden havde man en helt anden kontakt med myndighederne. I dag klares det meste digitalt, og der er ikke mange anledninger til at indfinde sig på det lokale kommunekontor. Vi skal finde måder at genskabe relationerne mellem myndigheder og borgere, for det er byggestenene til et robust samfund,” mener Finn Borch Andersen.

“Og folk vil gerne være med. Det er en håndgribelig måde at udøve samfundsengagement på. Som en sideeffekt kan vi se, når vi spørger brugerne af Tryk Politi, at de faktisk føler sig mere trygge. Vores bekymring havde været den modsatte.”

Mest Læste

Annonce

07/11/2024

På blot 2 minutter fandt jeg den billigste bilforsikring til min nye bil, og der var mange penge at spare.