Foto: Shutterstock

Vil have lukket for rejser ud af København

Sundhed

15/12/2020 10:07

Theis

Hvis smitten ikke skal sprede sig yderligere, så kræver det, at der lukkes ned for rejser ud af København. Det siger ekspert.

Hvis du er en af de mange, der er bosat i København, men har planlagt at rejse ud af hovedstaden for at fejre julen, så kan det meget vel være, at du skal lave dine planer om.  For med kun ni dage til jul vil flere eksperter nu have lukket ned for rejser på tværs af landet, og det gælder især rejser ud af hovedstaden. Det skriver TV 2.

“Vi bliver nødt til at blive, hvor vi er. Vi må have en kraftig henstilling fra regeringen om, at vi skal blive i vores egn, så vi ikke bringer smitten rundt i landet,” siger Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin. Den holdning bakkes op af flere eksperter, som TV 2 har talt med.

“Københavnere skal indskrænke deres sociale liv”

I en pressemeddelelse, der er sendt ud tirsdag morgen, lyder opfordringen fra Københavns overborgmester, Lars Weiss (S), at alle københavnere begrænser deres sociale liv de kommende uger, så smittekurven kan blive brudt.

Næsten alle af landets kommuner oplever i øjeblikket et bekymrende højt smittetal, men København er nu den kommune, som har flest smittetilfælde i forhold til indbyggertal. Tal fra Statens Serum Institut viser, at der hen over de seneste syv dage er registeret 4.939 smittetilfælde i København og at smitten stiger blandt alle aldersgrupper i hovedstaden. 

”Det er positivt, at så mange bliver testet, og at så mange gør sig umage for at følge myndighedernes anvisninger om afstand og mindre social aktivitet. Men intet tyder desværre på, at de mange tiltag har slået igennem endnu. Derfor opfordrer jeg på det kraftigste til, at vi alle sammen strammer os ekstra an og gør alt, hvad vi kan for at begrænse smitten de kommende dage og henover julen. Også selvom det kræver afsavn for mange af os”, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Mest Læste

Annonce