Billede: Mette Kragh, sygeplejerske og forsker, Psykiatriens Hus og Aarhus Universitetshospital, Dorthe Møller, sygeplejerske, Psykiatriens Hus i Aarhus, og Henny Dyrberg specialpsykolog i psykiatri, Psykiatriens Hus i Aarhus.

Vinderen af NYT SAMMEN BEDRE-prisen er kåret

Vinderen af den nationale innovationspris for den offentlige sektor blev i dag kåret. 'Bedre søvn uden medicin' udviklet af Region Midtjylland og Aarhus Kommune løb med sejren.

Vinderen af NYT SAMMEN BEDRE-prisen 2021 er fundet.

En enig jury har valgt 'Bedre søvn uden medicin' indstillet af Region Midtjylland og Aarhus Kommune.

NYT SAMMEN BEDRE-prisen er den nationale innovationspris for den offentlige sektor. Den blev uddelt af Center for Offentlig Innovation (COI) den 5. maj 2021.

Langvarig effekt og øget livskvalitet

'Bedre søvn uden medicin' er non-farmakologisk søvnbehandlingstilbud (behandling uden brug af medicin, red.) til borgere med psykiatriske lidelser og søvnproblemer.

Siden opstarten af søvnforløbene i Region Midtjylland er 115 patienter henvist til et søvnforløb. I gennemsnit har patienterne opnået både en signifikant og klinisk betydningsfuld reduktion af søvnproblemer – og en signifikant bedre søvnkvalitet.

"Juryen har valgt 'Bedre søvn uden medicin' indstillet af Region Midtjylland som vinder af NYT SAMMEN BEDRE-prisen 2021, fordi der er skabt en innovativ løsning på en underbelyst og et underfokuseret problematik ikke kun i psykiatrien, men sundhedsvæsenet generelt. Søvnproblematikker er komplekse, men i et tværfagligt og tværorganisatorisk samarbejde er der med stærkt fokus på borgernes hverdag skabt nye tilbud til borgerne, der har en langvarig effekt og bidrager til at øge deres livskvalitet," lyder det i juryens begrundelse.

Brug for bedre søvn uden medicin

Borgere med psykiatriske lidelser har ofte søvnproblemer. Det er i sig selv et sundhedsproblem, der samtidig kan forværre de psykiatriske lidelser. Søvnmedicin fungerer godt som en kortvarig løsning på akutte søvnproblemer, men er ikke en optimal langvarig løsning.

Derfor er der brug for 'Bedre søvn uden medicin'.

"Vi er meget stolte og glade. Det er første offentlige behandlingstilbud af denne karakter i Danmark, og derfor sætter vi stor pris på den anerkendelse, der ligger i at modtage NYT SAMMEN BEDRE-prisen. Nu håber vi, det kan nå bredere ud – vi ved i hvert fald, at der allerede er stor interesse for at genbruge konceptet fra andre ansatte i psykiatrien, der har henvendt sig," siger Mette Kragh, sygeplejerske og forsker, Psykiatriens Hus og Aarhus Universitetshospital.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer