Yngre læger løftede låget af: Psykiatrien klar til forandringer

Velfærd

04/10/2016 18:45

Nina Tejs Jørring

Midt i angsten for at kritisere systemet råber yngre læger og psykologer op og sætter en ny bevægelse igang. Det er der også brug for, skriver Nina Tejs Jørring.

Det er fantastisk hvad 50 yngre læger og psykologers opråb har sat I gang. Ledere i børne- og ungdomspsykiatrien har skrevet i Dagens Medicin. Avisen Information har nye artikler næsten dagligt om børne- og ungdomspsykiatrien, og politikerne har ytret sig, og vist interesse for at høre mere.

 

Læs mere om psykiatrien her

Vi samler alle væsentlige historier om psykiatrien på denne temaside. 

Jeg møder disse yderst dygtige og meget dedikerede medarbejdere i min hverdag i Børne- og Ungdomspsykiatrien, og jeg underviser yngre læger på deres landsdækkende uddannelser. Hver gang oplever jeg folk, der brænder for at give børn, unge og deres familier den bedst mulige behandling, og jeg hører også om deres dybe frustrationer.


De fleste har det svært

De arbejder på mange forskellige afsnit, og de kommer fra mange forskellige hospitaler, så opråbet dækker bredt. Der findes ganske vist steder, hvor man kan gøre sit arbejde godt, på trods af rammerne. Men for de fleste af os, er det mere end svært, og den frustration deler vi ofte, men vi tør ikke gå ud og sige det offentligt.

Den angst præger os også nu, i alle dele af vores hireaki. Hver enkelt af os er så ærekær, og lægeløftet er så vigtigt for os alle, at et sådan opråb nemt kan føles som en direkte og personlig anklage. Også selvom de skriver, at det er det ikke.

Vi er vokset op i et system med patienklagenævn, og angst for klager. Vi er vant til at Psykiatrien og psykiatere hænges ud som noget ondt og ”medicinpushere”, så det er følsomt det her!

Der er også mange historier om offentligt ansatte der får ubehageligheder, når de ytrer sig offentligt. Det selvom Justitsminsteret allerede i 2006 påpegede at det er en ret (og pligt) at ytre sig. 

Det er meget svært at udtale sig offentligt, som læge ikke mindst. Så det er folk, der virkelig har noget på hjertet, som trods en stresset arbejdsdag, har taget tiden til at stoppe op og overveje hvorfor de går på arbejde hver dag  -i det offentlige. Medarbejdere som brænder for at gøre Børne- og Ungdomspsykiatrien bedre. Det har jeg meget stor respekt for. Men jeg frygter at mange af dem vil forlade vores fag i utide, hvis vi ikke lytter respektfuldt til dem.

Opråbet er begyndelsen på forandring

Jeg er overbevist om, at opråbets underskrivere alle har det store ønske, at det vil lede til dialog og samarbejde om at gøre det bedre for børn og unge med psykisk lidelse.  

Jeg er dybt imponeret over alt det de har sat i gang, og jeg er optimistisk ift. at der kan komme noget rigtig godt ud af dette opråb. Men der skal ikke kun ses på udredningsretten. Det er faktisk ganske komplekst, så der er mange punkter man skal forholde sig til. Vi skal huske at børne- og ungdomspsykiatrien netop er så svær at lede og organisere, fordi børneliv strækker sig ind over så mange forskellige ministerier, regioners og kommuners ansvarsområder. Med risiko for netop at forplumre diskussionen, kommer her nogle ideer til ting, vi også skal arbejde med:

  1. Vi bør også se på kommunernes rolle. For det er i kommunerne der skal forebygges, så der ikke henvises så mange, og det er i kommunerne det meste af behandlingen skal foregå.
  2. I gamle dage lå megen behandling i amterne, nu ligger den i kommunerne. Men der er noget med økonomien der halter. Kassen med penge til medicin er utømmelig, men kassen med penge til specialskoler er ganske lille, og er fordelt ud på 98 kommuner. Er det den bedste måde at gøre det på?
  3. Vi bør følge vores patienter, også efter de har fået en diagnose. Diagnosen er intet i sig selv. Vi skal samle erfaringer om hvilken behandling der virker for hvem. Vi skal evaluere på de tiltag der gives i kommunerne og hos os selv.
  4. Så skal vi se på arbejdsmiljøet. Alle ved, at den glade medarbejder arbejder meget mere effektivt end den stressede. Men i vores fag, er der ikke tradition for at arbejde med den enkeltes arbejdsglæde. Måske fordi alle godt ved, at vi hospitalsansatte brænder for “vores børn og unge”. Men vi ville øge effektiviteten meget, hvis der var færre langtidsyge, færre der forlod hospitalerne, færre der forlod et uddannelsesforløb, og hvis det igen blev et populært lægefag.

Den eneste vej frem er samarbejde. Et samarbejde, hvor vi alle viser hinanden respekt, og tror på at alle har gode hensigter. Alle jer politikere i regioner og kommuner, ledere og administratorer, klinikkere og forældre, PPR-psykologer og socialrådgivere osv. osv.

I Region Hovedestaden arbejder politikerne med en ny åbenhedspolitik. De skriver om åbenhed, involvering og ytringsfrihed. De yngre kollegaers opråb må være det flotteste eksempel på det politikerne efterlyser: Her er der folk der er åbne og kommer med eksempler på det der kan ske, når det ikke går så godt som det burde. De involverer sig og stiller sig frem, de tilbyder sig med al deres viden og faglige etik. Og så bruger de deres ytringsfrihed -og ytringspligt!

Jeg håber sådan, at de seneste opråb vil være med til at sætte skub i en ny kultur, hvor dialog og samarbejde går på kryds og tværs af diverse hireakiske og politiske skel. Hvor engagement og arbejdsglæde vælder frem, og hvor børne- og ungdomspsykiatrien bliver et sted hvor læger, psykologer, sygeplejersker osv. kæmper om at få lov til at arbejde, hvor familier er glade og trygge ved at få hjælp, og kommunerne finder de gode samarbejdspartnere.

Det håber jeg kan lykkes, det tror jeg kan lykkes.

Mest Læste

Annonce