Foto: Shutterstock

110 procent dagpenge: Mange ledige fra rengøringsbranchen og industrien bruger ny ordning

Velfærd

11/05/2021 10:44

Theis

Over 1.000 ledige er påbegyndt en erhvervsuddannelse på forhøjet dagpengesats under ny ordning. De største grupper på ordningen er ledige, der tidligere var i rengøringsbranchen og industrien. Det viser ny analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Se oversigt over brancher.

En ny ordning for at uddanne sig på forhøjet dagpengesats bruges i stor stil af personer med en baggrund inden for rengøring eller industrien, viser analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Fra i sommer blev det muligt for ledige ufaglærte eller ledige faglærte med en forældet uddannelse at tage en udvalgt erhvervsuddannelse på 110 procent af dagpengesatsen. Fra august til januar benyttede 1.005 personer sig af muligheden.

Det er især ledige, der frem til deres ledighedsperiode var beskæftiget inden for industrien eller rengøringsbranchen, som gør brug af den nye ordning. Henholdsvis 18 procent og 17 procent af de ledige på ordningen kommer fra de to brancher.

”Det er rigtig positivt, at så mange har valgt at bruge ordningen. Der er tale om brancher, der har mange ufaglærte, så på den måde er tallene ikke overraskende, når vi ser på, hvor de ledige på ordningen kommer fra,” siger chefanalytiker Emilie Agner Damm fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

”Vi ved, at kriser koster ufaglærte job permanent, så man får bare bedre kort på hånden på fremtidens arbejdsmarked, hvis man opkvalificerer sig eller tager en ny erhvervsuddannelse, præcis som de 1.005 personer nu er i gang med”, siger hun.

”Vi forventer, at vi over de næste ti år kommer til at mangle i omegnen af 99.000 faglærte og samtidig vil have et overskud af ufaglærte på arbejdsmarkedet, så der bliver god brug for kompetencerne. Derfor anbefaler vi også, at ordningen med 110 procent dagpenge under opkvalificering til mangelområderne bliver gjort permanent,” siger Emilie Agner Damm.

Mest Læste

Annonce