77-årige Gurli Geneser er ikke tilfreds med, at hun har betalt i alt 1.330 kroner for kørsel til aktivitetstilbud, der aldrig har fundet sted. Privatfoto.

77-årige demente Gurli betaler for kørsel der ikke finder sted

Sundhed

27/08/2020 09:12

Pelle Lindegaard Bügel

I Vordingborg Kommune har 77-årige Gurli Geneser sammen med andre af kommunens ældre borgere i det sidse halve år ikke kunne gøre brug af kommunens aktivitetstilbud på grund af covid-19-nedlukningen. Men kommunen har stædigt opkrævet betaling for kørsel til aktivitetscentrene, selvom den ikke har fundet sted. Det forarger Gurlis svigerdatter.

Inden at den sjællandske hovedø bliver til sydhavsøerne, Falster og Lolland, skal man passere den gamle, smalsporet Storstrømsbro eller Farøbroerne, der limer Sydsjælland sammen med Falster. Men inden man rammer Storstrømmens hav, ligger Vordingborg. En sydsjællandsk købstad og kommune med 45.000 indbyggere.

Her bor den 77-årige folkepensionist Gurli Geneser i sit eget hjem. Ikke langt derfra bor hendes søn, Bo Geneser, sammen Gurlis svigerdatter, Jannie Testrup Geneser.

Det er Bo, der tager sig af sin moders økonomiske forhold, da Gurli er lettere dement. Siden Mette Frederiksen lukkede Danmark ned den 12. marts i år har Vordingborg kommunes aktivitetstilbud til de ældre medborgere været lukket ned for at beskytte de ældre mod covid-19.

Da det er de færreste ældre borgere, der har mulighed for at transportere sig selv til aktivitetstilbuddende, der foregår flere steder i kommunen, er Gurli Geneser tilmeldt FlexTrafik, der kører de ældre til og fra aktiviteteterne.

Kørslen koster 266 kroner om måneden, men siden Danmark og de ældres aktivitecentre blev lukket ned, har Vordingborg Kommune -  til fordel for kommunekassen - ikke lukket ned for betalingen for kørslen.

Nødtilbud for de ældre har der heller ikke været noget af i Vordingborg. Dermed har Gurli betalt for fem måneders kørsel - til i alt 1.330 kroner - uden at have kørt en eneste kilometer.

Det forarger hendes svigerdatter, Jannie Testrup Geneser, som med Gurlis velsignelse har indvilliget i at fortælle historien til DenOffentlige.dk.

- Min svigermor lever for en almindelig folkepension, så de 266 kroner om måneden betyder noget for hende. Og hvorfor skal vi betale for en service, vi ikke får? Jeg tror ikke, den var gået den anden vej rundt, fortæller Jannie Testrup Geneser til DenOffentlige.dk.

Udvalgsformand: Vi har et lighedsprincip

Udvalget for Sundhed, Senior og Ældre i Vordingborg Komunne besluttede på et udvalgsmøde den 5. maj, at betalingen for de ældre borgeres kørsel til aktivitetscentrene skulle fortsætte.

Ifølge udvalgets formand, Mette Høgh Christiansen (S), skyldes det et såkaldt lighedsprincip.

- Et samlet byråd har besluttet et lighedsprincip i kommunen, der betyder, at betalingen fortsætter på linje med, at betalingen også er fortsat til børneinstitutionerne og lignende, da de var lukket ned. I forhold til de ældres kørsel skyldes det, at vi fortsat har udgifter til biler og chauffører.

Blandt institutionerne blev der oprettet nødtilbud, hvilket ikke har været tilfældet for de ældres aktiviteter, så hvordan stiller det borgerne lige?

- Der var kun nødpasning for de børn, hvis forældre arbejde i kritiske funktioner. For de ældre blev der åbnet op for, at de kunne få en telefonsamtale, siger udvalgsformand Mette Høgh Christiansen.

Dog åbner Mette Høgh Christiansen en dør på klem for, at Gurli Geneser og de øvrige af kommunens ældre borgere, der har betalt for kørsel til aktivitetscentrene, kan få nogle penge tilbage.

- Det afhænger af halvårsregnskabet, som vi skal kigge på til næste udvalgsmøde. Det skal klarlægge, om vi har haft de udgifter til eksempelvis chauffører og biler, som først antaget.

- Dertil afventer vi også svar på, om vi kan få refusion fra staten til udgifterne, men det forventer jeg ikke, vi kan, som det er nu, forklarer Mette Høgh Christiansen, formand for byrådets udvalg for Sundhed, Senior og Ældre.

Tilbage i juli kom Vordingborg Kommunes Seniorråd også med en klar opfordring til byrådet:

- Flere ældre synes, at nu det kan være nok, at de skal betale for noget, de ikke får. Seniorrådet er enig med de berørte ældre i, at opkrævningerne må standse nu, og at tilbagebetaling for april, maj, juni og juli måned må påbegynde, lød det i et åbent brev fra Seniorrådet.

Tog det som en selvfølge

At betalingen for den manglende kørsel var fortsat, det opdagede Bo og Jannie først i starten af august, da de i et lokalt medie læste, at betalingen for de ældres kørsel var fortsat, selvom alle aktiviteter for de ældre var lukket ned.

- Min svigermor havde taget det som en selvfølge, at man ikke skulle betale for kørsel, når alt var lukket ned. Da vi så læste det, der ringer jeg til kommunen, for det måtte da være en fejl, fortæller Jannie Thestrup Geneser med en tydelig undren i stemmen.

- Det var ikke en fejl. Og jeg kunne heller ikke afmelde hende fra aktivitetstilbuddet. Vi skulle blive ved med at betale for kørslen. Det var politisk bestemt med den begrundelse, at kommunen fortsat havde udgifter til chaufførene, fortæller hun om opkaldet til en af kommunens ældrekonsulenter i midten af juli.

Kommunen vender på en tallerken

Da Jannie tager kontakt til konsulenten godt en måned senere - fredag den 21. august - var beskeden nu en helt anden:

- Jeg ville afmelde min svigermors aktivitetstilbud i Haveklubben, som alligevel er lukket ned, for at få betalingen stoppet. Men jeg kunne da bare afmelde kørslen, lød det fra konsulenten.

Hvordan det hænger sammen, det har den DenOffentlige.dk forelagt for Susanne Johansen, der er ældrechef i Vordingborg Kommune.

- Jeg er ked af, at borgeren har fået det indtryk, at man ikke kunne blive afmeldt. For det kan man i princippet godt, men så skal man selv stå for transport og genvisiteres, når aktvitetstilbuddende åbner op igen.

Så der er sket en fejl?

- Nej, nu ved jeg ikke, hvem borgeren har talt med, men jeg tror, der er sket en misforståelse.

Men hvad er det, der er sket fra midten af juli til den 21. august, siden at det nu var muligt at blive afmeldt kørslen?

- Der er ikke sket noget. Der foreligger en politisk beslutning, om at betalingen skal fortsætte, hvis man er tilmeldt. Ønsker man ikke det, skal man visiteres igen til kørsel, når det åbner op igen, siger Susanne Johansen, ældrechef i Vordingborg Kommune.

Både ældrechef Susanne Johansen og udvalgsformand Mette Høgh Christiansen fortæller, at det er planen, at de ældres aktivitetscentre skal genåbne den 1. september.

Ligger du inde med en lignende historie? Så hører vi gerne om det på [email protected]

Mest Læste

Annonce