En lang række danskere skal finde flere penge frem.
Lige nu læser andre
Økonomisk set har de seneste år været hårde ved danskerne.
Dagligvarerne i supermarkedet er blevet markant dyrere, og flere kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen.
Inden længe bliver elafgiften sat ned, og mens det kan give lidt luft i budgettet, stiger en anden fast udgift snart for en lang række danskere.
Priserne stiger
HOFOR har offentliggjort vandpriserne for 2026.
Prisen for vand vil stige i de otte kommuner, der er en del af HOFOR, men vandprisen vil fortsat være under landsgennemsnittet.
Læs også
”Vand er ikke gratis, og i fremtiden kan det blive meget dyrere, hvis vi ikke passer på drikkevandet. Derfor investerer vi i disse år i fremtidens drikkevand, ligesom vi har investeret i klimasikring mange steder,” siger HOFORs direktør for Økonomi & Kunder, Mads Grønvall, og peger på, at prisstigningen går til investeringer samt den almindelige inflation.
Investeringer i fremtidens drikkevand
HOFOR, Hovedstadsområdets Forsyningsselskab, er i gang med at investere i nye vandværker, som skal være med til at fremtidssikre rent drikkevand.
I flere kommuner sker der også en omfattende renovering af de gamle rør for at mindske vandspild.
Samtidig arbejder HOFOR på at sikre de områder, hvor drikkevandet hentes op, så der ikke sker forurening.
”Problemet er, at når der bliver sprøjtet på markerne, så siver giften langsomt ned og forurener grundvandet. Derfor investerer vi i at beskytte grundvandet. Vi køber jord, hvor vi kan plante træer og arbejder på at få landbruget til at holde op med at sprøjte. Vi arbejder også for, at der er landspolitisk fokus på og opbakning til at beskytte grundvandet,” påpeger Mads Grønvall.
Læs også
Investeringer i klimasikring
HOFOR har også gennem de senere år øget investeringerne i klimasikring. Det er sket sammen med kommunerne.
For at forebygge oversvømmelser er der bl.a. investeret i større spildevandsrør og bassiner, der kan tage vandet, når det regner voldsomt.
”Vi kan allerede nu mærke, at regnmængderne er steget. I fremtiden forventer meteorologerne, at der vil komme endnu mere regn. Derfor er det vigtigt med investeringer i klimasikring,” siger Mads Grønvall.
Fakta om vandpriser hos HOFOR
De nye priser er:
- Albertslund: 78,53 kr./m3 – en stigning på 72 øre for 100 liter vand
- Brøndby: 71,40 kr./m3 – en stigning på 67 øre for 100 liter vand
- Dragør: 84,48 kr./m3 – en stigning på en krone for 100 liter vand
- Herlev: 79,72 kr./m3 – en stigning på 1,3 kr. for 100 liter vand
- Hvidovre: 66,62 kr./m3 – en stigning på 63 øre for 100 liter vand
- København: 49,57 kr./m3 – en stigning på 57 øre for 100 liter vand
- Rødovre: 62,98 kr./m3 – en stigning på 84 øre for 100 liter vand
- Vallensbæk: 75,60 kr./m3 – en stigning på 25 øre for 100 liter vand