Forside Generelle nyheder Louis Nielsen lukker samtlige butikker i landet: Her er dagen,...

Louis Nielsen lukker samtlige butikker i landet: Her er dagen, hvor det sker

Louis Nielsen
ArDanMe / Shutterstock.com

Butikkerne lukker af en særlig årsag.

For medarbejderne i Louis Nielsens 80 butikker i hele landet venter der meget andet end synstest og rådgivning om briller og kontaktlinser denne weekend.

Optikerkædens flere end 1000 medarbejdere er nemlig inviteret til et heldagsseminar og efterfølgende fest i Herning Kongrescenter, og derfor holder butikkerne lukket lørdag den 2. og søndag den 3. maj.

Weekenden giver medarbejderne nye faglige input, en stor fest og masser af velfortjent forkælelse. Det fortæller administrerende direktør Mads Nygaard:

 “Vores kolleger i butikkerne og på hovedkontoret gør hver dag en fantastisk indsats for at tage sig godt af kunderne og vores forretning. Ved det årlige seminar giver vi dem særlige oplevelser og hylder deres indsats. Vi håber, at kunderne forstår, at vi lukker butikkerne, så alle kolleger kan være med,” siger han.

Traditionen med en årlig firmafest går langt tilbage i virksomheden, som blev grundlagt i 1978 i Aalborg.

“Over årene er firmafesten vokset fra at være en klassisk aftenfest til et seminar, hvor vi sammen dykker ned i ny faglig viden og fejrer vores milepæle,” siger Mads Nygaard og fortsætter:

“Programmet er altid hemmeligt for deltagerne, og vi glæder os til at forkæle dem med nogle af landets bedste kunstnere på scenen om aftenen og overraskelser i løbet af dagen.”

Kårer de bedste butikker

Medarbejderne kan desuden se frem til en prisoverrækkelse og kåringen af blandt andet Årets Louis Nielsen-butik, Årets sundhedsfaglige indsats og Årets trivsels- og kulturpris.

“Vi har mange dygtige indehavere og medarbejdere, som leverer en helt ekstraordinær indsats. Jeg glæder mig meget til at fejre dem og til at mødes med alle kollegerne på tværs af landet,” siger Mads Nygaard, som selv startede som optikerelev i Louis Nielsen for mere end 35 år siden.

Ved seminaret det skal også fejres, at Louis Nielsen er netop kåret som Danmarks 2. bedste arbejdsplads, afslører Mads Nygaard.

Placeringen baserer sig på en anonym trivselsmåling, som årligt foretages blandt alle ansatte.

For sjette år i træk ligger optikerkæden i top 3 blandt Danmarks bedste arbejdspladser, som kåres af Great Place to Work. Og nummer 1 blandt detailvirksomheder.

“Hvert år fejrer vi stadig flere og flere og 25- og 30-årsjubilarer til vores seminar. Vi har en kultur, som mange har lyst til at være en del af år efter år. Derfor skal vi også fejre, at vi for sjette år i træk ligger i top 3 blandt Danmarks bedste arbejdspladser,” siger Mads Nygaard.

Louis Nielsen har i alle seks år været nummer 1 blandt detailvirksomheder.

“Vi har lange åbningstider og servicerer tusindvis af kunder hver dag i højt tempo, men det går ikke ud over arbejdsglæden – tværtimod,” siger han og tilføjer:

“Det kan kun lade sig gøre på grund af vores dygtige kolleger, som konstant gør en stor indsats for alles trivsel og den faglige udvikling. Det er jeg meget stolt af.”

Fra mandag den 4. maj er Louis Nielsens 80 butikker igen åbne som normalt.

Ads by MGDK